Postkort fra systemet

I internationale og hjemlige medier har man i det, der føles som evigheder, kunne læse om miraklerne ved det «nye nordiske»: Topplaceringer på lister over verdens lykkeligste folk; cykel– og velfærds-fascination (det sidste mere og mere ubegrundet); nordic noir tv-serier; det nye nordiske køkken med René Redzepi og Claus Meyer med sankekurven helt fremme i felten. Derfor er det også næsten komisk at støde på et udstillingskoncept med navnet Focus/New Nordic. Men haps, sådan hedder det, når Aros – den jyske museumsgigant beliggende i Danmarks andenstørste by, Aarhus – over tre år, i perioden 2015-17, præsenteret en række separatudstillinger med yngre kunstnere fra Norden.

Tidligere udstillinger har vist norske Gardar Eide Einarsson, duoen Nathalie Djurberg & Hans Berg og danske E. B. Itso og den seneste udstilling i serien er Transboundary med en blanding af ældre og helt nye værker af den tyrkisk-svenske kunstner Meriç Algün Ringborg (født 1983).

Ringborg laver politisk kunst i et spektrum mellem blødt og poetisk, som hendes værk på Istanbul Biennalen sidste år, til det mere excel-arks-agtigt stramme – en kombination, der gør sig godt på biennaler og som jeg personligt har et ømt punkt for. Med udgangspunkt i kunstnerens biografi (tyrkisk født og nu bosat i Sverige) omhandler værkerne på Aros emner om identitet, kulturel (re)præsentation og mødet mellem personlige følelser og systemet, som et liv i på tværs af kulturer medfører i en art bureaukrati-æstetik, hvor systemet afspejles i formen.

Værket Ç (The Unfortunate Letter) fra 2013 er en lille samling rudekuverter fra diverse offentlige instanser, firmaer og myndigheder, der har problemer med at stave kunstnerens navn eller kløjs i den kønnede titulering. Rudekuverten er i sig selv en interessant funktion og et symbol på kontrol og samfundets reguleringer. Det er følsomt og komisk, når systemet fejler og afslører sig selv som bestående af rigtige individer placeret på den anden side af rudekuverten – mennesker, som fejler og vel selv modtager rudekuverter.

Naturligvis handler det her primært om at være fremmed i systemet, at have et navn og et lille fremmed bogstav, «ç», der ikke er genkendeligt for den nationalitet, man pludselig af den ene eller anden grund er indskrevet i. Men det handler lige så meget om mødet mellem det personlige og systemet.

Ligeledes i et Félix González-Torres-babyblåt rum hvor en stak hæfter ligger på en europalle. Hæftet er en parlør, der gennemgår 1,270 ord, som er identiske for svensk og tyrkisk, og som afspilles som oplæsning fra oven som systemets stemme uden krop eller som en kærlighedsduet på svensk og tyrkisk.

I samfundsmæssig og systemisk forstand bevæger Ringborg sig i udstillingens sidste sal et skridt op – samtidigt med at grebet omkring tematikken løsnes en smule og tillader systemets groteskhed at tage over. Her findes et grid af 170 gule sokler i semitransparent plexiglas, hvori readymade souvenirs eller objekter med EU-logo er placeret: En markedsplads af det indre markeds mærkværdige og charmerende produkter af kaffekrus, USB-stik, slips, Ipad-covers, kuglepenne, lommelygter, proptrækkere, termometre, tøjdyr und so weiter.

Ringborg har tømt EU’s gaveskuffe og det nye værk, der har titlen Promotion Europe, er et fascinerende og æstetisk fjollet kartotek af globalt producerede objekter og i denne udstilling et potent og vildt timet politisk tegn: Brexit skete lige før sommeren blev rigtigt sommer og i Erdogans Tyrkiet var der kupforsøg i noget nær forgårs – begge storpolitiske begivenheder med EU-fortegn i en tid, hvor EU stort set har udliciteret grænsekontrollen og krigen i Syrien og mod ISIS til netop Tyrkiet.

Udstillingen Transboundary søger at anskueliggøre, hvordan systemet på én og samme tid er privat og storpolitisk i sit perspektiv – molekylært og astronomisk – samtidigt med at det er komisk i sin stivhed. Værkerne har imidlertid lidt svært ved at trænge ud af den lidt korrekte og stivnede skabelon og selvom strukturerne afsløres som følsomme, tumpede og latterlige, bliver oplevelsen i sig selv aldrig rigtigt grum, helt nærværende eller kynisk isnende. Det mest klare budskab er, at systemet udgøres af dig og mig, og at vi i tiltagende grad overlader mandatet om at forvalte det til fjolser.