Hvor sprød kan en udstilling om surrealisme være? Den Frie Udstillingsbygning viser vejen.
– Vi starter en debat om museets rolle i en digital tidsalder, siger Diana Velasco, som står bag det første nordiske museum for digital kunst, der lanceres på Chart Art Fair.
Alex Da Cortes vrangbilleder af amerikansk kultur er syntetiske, så det hviner i tænderne, men heldigvis også med en blød melankolsk bund.
Udstillingen Mama Mia indfanger dansens intimitet, men savner popmusikkens præcision.
I Dakar kommer kunsten af en følelse af absolut nødvendighed. Det gør Dak’Art til en biennale, der holder sammen på et helt kontinent.
Kinga Bartis’ værker taler ind i tidens dominerende feminismer og surrealismer, men formår at slippe uden om alle ordene.
Anonyme voldstrusler er den foreløbige kulmination på debatten om den palæstinenske kunstnergruppe The Question of Fundings deltagelse i Documenta 15.
Afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi er en homogen størrelse med godt håndværk og indadvendte tematikker.
Afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi handler om de billeder, vi skaber. For at kommunikere med andre og for at skabe os selv.
Mange allerede kendte navne skaber tårnhøje forventninger til årets afgangsudstilling i København. Den skuffer ikke.
Det store potentiale i forlystelsesparken Bakken bliver ikke helt forløst i Sans Soucis første udstilling under vandrutsjebanen.
– Vores tid rummer en længsel efter fortiden og en bevægelse mod det transhumane, siger Uffe Isolotto, der står bag Den Danske Pavillon i Venedig.
Det nye Hvedekorn ankommer poetisk fornyet med billedkunsten ved sin side og åbner talrige spændende døre. Man savner den ene, hvor håbet om fremtiden findes.
Kusligt när Martin Jacobsson utforskar bildens negativitet i den artificiella intelligensens epok.
Det flyter over av loppismateriale og fortvilelse i Kier Cooke Sandviks utstilling på Podium.
Skirt och vackert när Esse-Li Esselius experimentella polaroider från 1970-talet visas för första gången.
Kunstkritikk modtager støtte af
