En obligatorisk del af soundtracket til de fleste coming of age-historier i Danmark som den for eksempel udspillede sig i en provinsby i 1980erne var onsdags-alarmen kl.12.00: de rutinemæssige afprøvninger af Beredskabsstyrelsens sirener, der i et mønster af opadstigende og faldende toner hver uge tjente som advarsel mod datidens relativt simple trusselsbilleder: Den Kolde Krigs atomkapløb og udslip fra den store tank med gas på havnen. I dag virker det mere komplekst og onsdags-alarmen lyder kun en gang om året.
Til gengæld lyder nørde-alarmen for fuld udblæsning i og omkring kurator Jakob Lillemoses postdoc-tilknyttede projektrum X and Beyond. Udstillingsstedet er en del af Københavns Universitets tværfaglige forskningsprojekt Changing Disasters men gør en dyd ud af at udfordre de korrekte akademiske formater og eksperimentere med forskning igennem udstillingsproduktion.
Stedets tredje udstilling er med den danske kunstner Søren Thilo Funder (1979), der de seneste år har markeret sig internationalt – blandt andet på biennalerne i LiverpooI, Istanbul, Turku og Sydney – med en praksis af film og video-værker af høj production value foruden foto- og installationsværker. Thilo Funder arbejder researchbaseret og værkerne placerer sig ofte i den narrative, politisk funderede og til dels didaktiske ende af spektret. Han har en særlig interesse for storpolitik, folkelig modstand, økonomier og økonomisk gæld. Derudover har han et øje skarpt og medieanalytisk rettet mod Hollywoods og filmindustriernes repræsentationsformer.
Og netop Hollywood er også til stede i denne nye installation både idet en lidt slidt plakat fra filmen The Day After Tomorrow af Roland Emmerich hænger højtideligt indrammet på den ene af udstillingsstedets, til lejligheden, mørkegrønt bemalede vægge. Men også fordi udstillingens centrale værk, en video, dramaturgisk forløber i hvad man kunne kalde et katastrofe-hollywoodsk «før, under og efter hændelsen» – og så med en dekonstrueret lydside baseret på soundtracket fra Schwarzenegger-filmen Predator.
Men lad os lige dvæle lidt ved de mørke vægge, der unægtelig skaber et fortættet rum, som mørket i kælderen, i skoven om natten, under vandet eller hvor man nu er havnet efter katastrofen er indtruffet. Men også som et mørkt teenageværelse. Eller mørkt som indersiden af hovedskallen på en ensom ulvemand, der har forskanset sig langt fra os andre, i angsten for – eller længslen efter – samfundets totale sammenbrud.
Og det er egentlig den karakter det hele handler om – den ensomme ulv, som er bange for flokken og som forbereder sig – samler sit forråd, beholdere med vand, dåsemad, batterier etc. Prepperen kalder man denne type, og der er tale om ikke blot en livsstil eller et fællesskab (man kan være fælles om at preppe) nej, der er vel tale om en æstetik, måske endda om en fetich i en subkultur, der fortrinsvis udspiller sig blandt voksne mennesker i Midtvesten i USA.
Søren Thilo Funder tager heldigvis i sit projekt springet videre fra denne måske lidt stereotype forestilling om prepperen og graver sig ned i et narrativ, som er masseret sammen af fire historisk funderede nedslag: jordskælvet i Lissabon i november 1755; Voltaires digt Poème sur le désastre de Lisbonne skrevet kort tid efter jordskælvet; tilfældet Ted Kaczynski, bedre kendt som The Unabomber, der i perioden 1978 til 1995 sendte adskillige brevbomber til fortrinsvis universiteter og flyselskaber for at skabe opmærksomhed om sit manifest og sin kritik af det teknologiske samfund. Han dræbte tre personer og er fængslet på livstid i USA; Bernstorff Bunkeren bygget i Gentofte i 1950erne samt en lille mekanisk, matematisk model kaldet Zeemans katastrofemaskine, som matematiker Christopher Zeeman har udviklet til at illustrere katastrofens pludselige opståen.
Disse elementer er kombineret i videoens fortælling som en spekulativ tidslig og geografisk assemblage, der er inddelt i tre kapitler Anti-Optimistic, Earthquake og Scenario, som tilsammen danner udstillingens titel. Bernstorff Bunkeren er location, Voltaire er repræsenteret reciterende sit digt i et karikeret rokokokostume, Kaczynsky er en ung bekymret naboens søn-type som da jordskælvet kommer begynder at recitere prepper-subkulturens mantra bygget op om ordet «survival», mens han bevæger sig igennem bunkeren for til sidst at kravle ud i det fri og afslutningsvis afsynge Tom Waits’ «How’s It Gonna End».
Videoen er effektivt projekteret på en fritstående skærm og foran den er placeret en tom rygsæk omkring hvilken er placeret en række objekter – en samling af det, man har brug for til 72 timers overlevelse på flugt fra katastrofen. Projektionens lys fanger objekterne, så der dannes skygger på videoen som små indgreb af de virkelige objekter i videoens let resignerede poesi. I videoen gives nemlig ikke direkte ledetråde til de ovennævnte historiske begivenheder eller de biografiske fortællinger. Der er snarere tale om en poetisk og melankolsk fremlæggelse af materialet, filmet i HD med et håndholdt kamera som medspillende søger karaktererne og blødt går ind og ud af fokus.
Alt i denne udstilling – dens tema om prepperen, videoens resignerede poesi og installationens rationelle opstilling af effekter – fik mig til at tænke på Lars Von Triers mandlige hovedkarakterer, der ofte er drevet af en stærk rationel ideologi, og er urokkelige i deres overbevisninger og forklaringer. For dem ender det for det meste i katastrofen og med kastration eller i værste fald døden til følge. Og det fik mig så til at tænke på mandlige fællesskaber som de for eksempel udspiller sig hen over grillen en tidlig sommeraften med højtidelige udvekslinger af matematiske teorier om kullenes temperatur, effekterne af sprit eller optændingsbriketter, marinaders indvirkning på stegetider etc.
Undersøgelsen af prepperen og katastrofen er for mig at se nemlig også helt implicit undersøgelsen af denne rationelle mennesketype, der fornuftigt pakker sin rygsæk og har husket at købe grillkul, men hvor det hele er kammet helt over.
Og netop denne diskussion om det rationelle kontra irrationelle er måske særligt interessant i regi af X and Beyond, som står med et ben i hver sin strøm: forskningens rationaler og teorierne på den ene side, og kunsten og det potentielt sprængte og åbne på den anden side.
Udfordringen er for mig at se, at kunsten her ikke blot tjener i illustrationens navn og at samtalen mellem videnskab og kunst åbner sig lidt ud over grillbriketter og stegetermometer. Det lykkes næsten i Anti-Optimistic Earthquake Scenario grundet et gennemarbejdet værk, der trods de mange historiske referencer forbliver ganske poetisk.
