1972: Efter at have været på mudderkamp-turné i OPEC-landene, bliver Colin «Bomber» Harris den første heavyweight-wrestler til nogensinde at kæmpe mod sig selv – Bomber vs. Bomber. Opført i Ronald Reagan Memorial Bowl og sponsoreret af et legetøjs-atom-missil, bliver det til heftig kamp. The Bomber forsøger sig med en kavalkade af nyopfundne teknikker til at bekæmpe sin modstander – blandt andet et «Albanian Headlock» og en «Half Egyptian» – men efter en serie af «forearm smashes» taber han til sig selv. «Well what a match. And he’ll be going on next week to meet himself in the final,» udbryder kommentatoren. Kampen er tabt – men slutter aldrig. Et styks samtidskritik af Monty Python.
2016: Den unge, britiske kunstner, Cally Spooners, aktuelle performance på New Museum er ude i samme ærinde: at legemliggøre de krav til vores kroppe, sprog og sind, som samtidens sociale og økonomiske vilkår stiller. Det er især de vilkår, som beror sig på teknologiernes udvikling, som hendes praksis peger på.
On False Tears and Outsourcing, der opføres i museets Lobby Gallery består af syv performere i matchende træningstøj og små indgreb i stedets arkitektur: lyspærerne er skiftet til dagslys og bagvæggen er beklædt med akustiske paneler. I denne arkitektur ser vi et skiftende antal performere mekanisk klynge sammen, skubbe til hinanden – for så at hvile, mens de enten kærtegner med totalt følelsesmæssigt fravær eller afkræver intimitet ved simpelthen at styre den andens lemmer. Aldrig er intimiteten gensidig.
Cally Spooner og de syv performere har som forberedelse til værket samarbejdet med rugbyspillere og en filminstruktør. Sammen har de tillært sig forskellig gestik, som udtrykker bestemte følelser. Han, som oftest protagonisten, smiler og retter en løs tot hår på plads bag hendes øre – hun kigger sagte ned; Hollywoods udtryk for ømhed.
Spooner kalder dem «ready-made gestures» – forhåndenværende formler for handlinger, som i vores kultur udtrykker bestemte affekter. Det kan jo være behændigt for ens egen agenda, men det er det også for de, som har hyret dig og din krop: «Service-minded ungarbejder søges til 53 kr. i timen». Affekt betalt til mindsteløn: værsgo og smil.
I tilsyneladende modsætning til Colin «Bomber» Harris’ ensomme kamp, har Spooner instrueret performerne ud fra en kollektiv ledelsesfilosofi ved navn «scrum» – en filosofi man især kender fra Silicon Valley. Udtrykket kommer oprindeligt fra rugbyspillets begreb for at stå sammen, arm i arm, som en mur, klar til at presse kollektivt imod modstanderne. Hos Spooner genkender vi da også denne fysiske koreografi: en skubben af krop mod krop. Men forskellen er, at det ikke er et hold; det er én mod én. Alle for sig selv.
Det er dette greb Spooner bruger: at bruge kroppen til at skabe et billede på hvordan, vores påståede idealer ikke stemmer overens med dagligdagens reelle relationer. Det er efterhånden tydeligt, at Facebook ikke tilbyder et ikke-hierarkisk, transparent fælleskab, der bringer os alle tættere i en mere intim, ny verden med større selvbestemmelse.
En enkelt af performerne er så heldig at have et sprog. Men hvad hører vi? Det er konkurrencestatens biomagt internaliseret og messet tilbage: «Winner, Down, Hip, Side, Look, Step, Throw». Tænk som en vinder og bevæg dig nu således (sekvensen af ord stammer for øvrigt fra instruktioner i rugby til hvordan, man kaster bolden).
Henover dette bizarre samspil af scrum, kolde kærtegn og messende ideologi, spilles popmusik fra en usynlig radio. En behagelig rytme der smører kontinuitet udover alle de usammenhængende og modsigende vilkår, vi lever i.
Samtidig, på den anden side af glasvæggen, i New Museums Lobby Gallery, sidder museets cafégæster og nyder en kop kaffe, mens de iagttager miséren på behagelig afstand. Dét er tilsyneladende alternativet: at tie stille og bare kigge på: den digitale flâneur.
Hvor Monthy Python med Colin «Bomber» Harris laver et absurd billede på den geopolitiske situation under den kolde krig, neoliberalismens indtog samt individets psykologisering post ’68 (the personal is political), har Spooner ligeså legemliggjort vores tid: et globalt konkurrencesamfund, hvor vi hver især instrumentaliserer affekt for at afkræve den møntfod som hele prekariatet snart lever på: opmærksomhed. Begge dele er absurde, tidssvarende legemliggørelser, som metodisk ligner hinanden.
Forskellen er, at Spooners legemliggørelse fremstår lidt didaktisk. Man siger, at man ikke skal «lukke værker ned». Det var dog lige præcis det, New Museum gjorde ved ikke bare at formidle værkets omstændigheder i vægteksten, men også ved her at præsentere selve analysen. At benytte sig af abstrakte termer, der snakker «over» og udenom, afhjælper desværre ikke rigtig problemet: at institutionen gerne vil tænke på vores vegne. Det var synd for Cally Spooner og alle de kunstnere, det ofte sker for. For det er der ikke meget sjov ved. Det er der til gengæld ved Colin «Bomber» Harris.
