Jeg forestiller mig, at det på en gang kan være en stor og en lille ting at tage afgang fra et kunstakademi. Kulminationen på en uddannelse, noget muligvis finaleagtigt ved det frembragte, alle kræfter lagt i skolegangens måske hidtil mest krævende værk. Eller det modsatte: En bevidsthed om, at afgangsværket nok kun skal få år på afstand for at virke nærmest betydningsløst, måske en ulyst til netop finalestemningen, variationer over art school fatigue. På samme måde føles afgangsudstillinger som et format, der altid slås lidt med det besværlige i at kuratere gruppeudstillinger, hvis indhold hverken kan eller skal skabe den tematiske eller materielle sammenhængskraft, der lader til at være en primær motivation for kuratorisk arbejde.
Spor af alt dette findes i Reasonable Doubt, årets afgangsudstilling fra Det Fynske Kunstakademi, eller sådan ser det i hvert fald ud. Ti kunstneres værker præsenteres i akademiets majestætiske skulptursal, og de slås måske ikke ligefrem om pladsen, men der er motiver og objekter over det hele. Nogle af dem larmer, nogle læner sig tilbage, nogle visker næsten sig selv ud, og det kuratoriske forsøg på at forbinde alting er velmenende, men uigennemskueligt. At «årets afgangsværker skaber rum og situationer, hvor tvivlen er et mål i sig selv,» som kurator Matthias Borello skriver i udstillingsteksten, er for eksempel ikke vildt overbevisende som årgangsspecificering. Snarere klinger det af den slags floskelprægede udstillingssprog, man kan hæfte på de fleste kunstneriske udsagn.
Med andre ord: Alt er som det plejer, når ti tilsyneladende ret forskellige stemmer skal til orde i den dimitterende anledning. Herinde er alle mulige ting, og forsøg på at tvinge dem sammen i et generationelt fællesskab er i bedste fald meningsløst. Sofie Brags store papmachéblomster, HÅB ER NOGET VI SKAL OPFINDE, står lige inden for døren og er blikfang: Døde og utvetydige i deres skulpturhed, men installeret i nydelige dynger jord som for at tykne eller puste liv i naturbilledet, måske understrege en organisk cyklusbevidsthed. Men forvoksede blomster er bare rigtig meget Isa Genzken, og selvom der visuelt er et stykke vej fra Brags afblomstrede frøkapsler til Genzkens monumentale roser, og selvom både inspiration og hyldest er to velsagtens uundgåelige elementer i en kunstpraksis, er værket stadig en besynderlig gestus. Blomsterne kaster desuden kunstige skygger på væggen, malet i tilbageholdende gråtoner på samme måde som det spektakulære scenografiske greb i en af sidste års mest fejrede udstillinger, Marcel Duchamp på MMK i Frankfurt. Også besynderligt. Forhåbentlig er den intense referencetyngde intentionel, den må næsten betyde noget i sig selv, men det er uklart hvad.
Til gengæld vækker Genzken/Duchamp-mash-up’et et skærpet blik for netop referencer. Det kan sagtens føles dovent bare at udpege spor af kunsthistorie i nye kunstneres arbejde, men eksempelvis Agnes Martins systematiske og nøgternt poetiske abstraktion dukker op i Line Elkjær Frandsens stille papirværker, Random Access Memory. Der er stemninger af Finn Reinbothe eller Torben Ebbesen i Simon Ganshorns lo-fi-assemblagebilleder, All That Is Real, når viskestykker og andet semi-snusket homeware-tekstil føjes ind i et stringent maleriformat og tilmed sættes bag glas. Klara Lilja er måske ikke ligefrem kunsthistorie endnu, men så meget desto mere sært at se endnu et bord med glaseret keramik, i Sabrina Lucia Morales’ afgangsværk, The House Guest, der både i proportioner og den horror-romantiske camp-figuration, tornede roser og sorte hjerter og pigtråd, i den grad mimer Liljas afgangsværk fra 2021. Selve bordets ultrageneriske Ilva-look er sin egen gåde, og det er måske underordnet at zoome ind på, men når relativt få stykker keramik står og pynter på et alt for stort møbel, er det svært ikke at hæfte sig ved dette møbels uskønhed. Også her kan der selvfølgelig være en intention eller noget konceptuelt på spil, men også her er det i så fald svært at få øje på.
Måske er netop afgangsarbejdet den ultimative mulighed for at makse ud i forhold til inspirationer og hommage, måske er det lige præcis i skoleslutspurten, at man som ny kunstner kan stille sig på skuldrene af nogle forbilleder, stå der og eje sine helte, eller dyrke den grundlæggende fine hengivenhed overfor vigtige, allerede eksisterende kunstnerskaber. Samtidig vil jeg mene, at der med den kunstneriske opgave følger et vist ansvar for at orientere sit arbejde i andre retninger end direkte ind i massivt etablerede udtryk, eller om ikke andet være sig gentagelsen bevidst og bruge den til noget – uanset hvad man i øvrigt har af holdning til/tro på originalitet.
Og de ti stemmer i Skulptursalen siger selvfølgelig også alt muligt, der lyder nyt og bizart og henvendt til fremtiden. Eksempelvis har Gro Pechüle i videoværket so me killed me, chapter 7. The bug in us sprogliggjort den opløsning af billede og mening, der stort set altid er konsekvensen af at scrolle sig gennem den pseudo-evighed et feed er. Videoens tekstlag befinder sig hele tiden lige i udkanten af mulige sammenhænge, sproget rabler og lyser i glimt af sjovhed, kynisme og smukke billeder, og bliver en slags scrolling i sig selv.
Og så samler noget sig i udstillingens sidste værk, Jonas Hollerup Helles video The Talk, der tilbagelænet og helt deadpan-sjovt orkestrerer tre fiktive artist talks klippet sammen af eksisterende videomateriale. Marina Abramovic og Philippe Petit mødes i et hyperprætentiøst performancepralende face-off, stemningen er akavet, fordi det føles som en konkurrence i selvhøjtidelighed; kunsten som livsnødvendig impuls på niveau med vejrtrækning. Jeff Koons taler med Jeff Koons, hvilket er oplagt og godt og latterligt, og Agnes Varda interviewer Bruno Mars om hans kunstneriske aspirationer.
Gennem hele udstillingen taler kunstnere altså med hinanden, Genzken med Duchamp, Koons med Koons, nye kunstnerskaber taler med og forbi hinanden, taler til sig selv og gør sig helt sikkert alle sammen umage. Det er som det skal være, når mange taler på samme tid: Noget er vildt, noget er allerede sagt, noget er sværere at høre end andet. Men det er altid vigtigt at lytte.
