«Stop! Stop! Få denne skøre kvinde ud af mit studie!» råbte tv-værten Augusto Bonado i 1964, overvældet af den happening den argentinske performancekunstner Marta Minujín havde iscenesat i hans populære tv-show La Campana de Cristal. Kort forinden havde hun sluppet en blanding af høns, heste og halvnøgne bodybuildere løs i studiet, og midt i det hele startede hun sin egen performance, der hurtigt blev afbrudt af Bonados udvisning. Velkommen til Marta Minujíns grænseoverskridende univers; lige dele totalt cirkus og superpræcist medieret avantgarde af den gammeldags slags, hvor kunsten er levende, dynamisk – og til tider temmelig kaotisk.
Jeg troede ikke, at jeg kendte til Minujíns praksis, før jeg ankom til udstillingen på Copenhagen Contemporary og opdagede, at hun er kunstneren bag det enorme The Parthenon of Books, der oprindeligt blev realiseret i hjembyen Buenos Aires i 1983 og genopført til Documenta i 2017. Værket, en kopi af det græske tempel i fuld størrelse, var dækket af 30.000 bøger, som havde været forbudt i Argentina under militærjuntaen og i Kassel blev til et mere universelt fredsmonument.
Når jeg ikke straks genkendte Minujín, er det både fordi netop den Documenta var præget af usædvanlig mange – for mig – ukendte kunstnere, og fordi hendes praksis spænder ualmindeligt bredt. På CC starter udstillingen med den kedeligste del; en serie af hidsigt neonfarvede tekstilværker i stor skala, der baserer sig på Minujíns interesse for madrassen som objekt og funktion. Serien startede i 1960’erne, hvor en ung Minujín fandt kasserede madrasser på gaden i Paris og slæbte dem med hjem i sit studio. De tidlige madras-værker var således fulde af brugsspor, ramponerede og gennemblødte af regnen, og formentlig mere interessante at kigge på, end de bolsjestribede udgaver på CC.
Madrassen går igen i Soft Gallery, en genopførelse af et værk fra 1973, hvor Minujín dækkede et helt galleri med madrasser for at omdanne den hårde hvide kube til en blød og taktil beholder for en serie af performances. På CC er der desværre ingen performances i madraskuben – hvis man da ser bort fra en flok efterårsferieramte børn, der har omdannet den til hoppeborg.
Den klart mest interessante del af udstillingen består af et arkiv over Minujins performative aktiviteter i en periode, der spænder fra starten af 1960’erne i Paris, over hjemkomsten til Argentina i 1964 og til hendes tid i 70’erne og 80’ernes New York. Som det jo er med meget performance, lever værket kun i den tid, det opføres i, og man fornemmer, at Minujín på klassisk avantgardistisk vis netop er optaget af værkets tidslighed, dets levede liv, og deraf følgende anti-kapitalistiske struktur. På en stor skærm vises et loop af fotografier fra happeningen La Destrucción (1963); billeder af Minujín, der slæber sine værker ud på en tom grund i Paris og lader andre kunstnere manipulere dem, før hun slipper 100 kaniner og 500 fugle (ja!) løs blandt dem. Happeningen slutter dejlig radikalt med en rituel afbrænding af hele foretagendet.
I den periode, der præsenteres i arkivet – som grundet værkernes natur primært består af sort-hvide fotografier og tekst – har Minujín fat i så mange tematikker, som vi stadig bakser med i dag, at hendes praksis føles helt profetisk. Communicating with Earth (1971/1976/ 2024) handler om en spirituel forbindelse til naturen. Simultaneidad en Simultaneidad (1966) udforsker kunstens interaktion med massemedier, mens Paying off the Argentine Foreign Debt with Corn, «The Latin American Gold»(1985) peger på det globale syds rolle i verdensøkonomien.
Hendes værker i den periode er ikke alene vildt kompromisløse, de er også dybt politiske og mange steder virkelig sjove. Prøv fx at forestille dig den praktiske udførelse af følgende idé fra værkserien Fall of Universal Myths (1979-2017): En 50 meter lang kopi af Frihedsgudinden, der ligger i en park på Manhattan, dækket af burgerboller fra McDonald’s. Bollerne grilles af flammekastere, mens en helikopter sprøjter ketchup ned over det hele. Lad os krydse fingre for, at det værk en dag bliver realiseret!
Udstillingen kulminerer med totalinstallationen La Menesunda (1965), der består af en labyrint med 11 ret forskellige rum, hvor tv-skærme og neonværker veksler med smalle mørke passager, der pludselig åbner op til en skønhedssalon eller en fest af konfetti. La Menesunda (der er slang for en følelse af rastløshed, kaos og forvirring) var oprindeligt et forsøg på at adressere det argentinske samfunds moralske normer og stigende forbrugskultur, som den tog sig ud i et land, der var præget at talrige militærkup og diktaturer.
I CCs genopførelse af værket ramler den radikale tanke sammen med en moderne fornemmelse af institutionernes tivolisering og oplevelsesøkonomiske tankegang, og det er i sig selv ægte interessant at reflektere over, hvordan det, der tidligere var kompromisløse greb, ændrer status over tid. Det gør ikke værket dårligere, snarere tværtimod: Det illustrerer, hvordan Minujíns praksis ikke blot er virkelig fed avantgardehistorie, men stadig skurrer, forstyrrer og prikker til den helt aktuelle samtid. Intensify Life er simpelthen lige den udstilling, vi ikke vidste, at vi gik og savnede.
