Sidste gang Maiken Bent havde soloudstilling på IMO var det med skulpturelle abstraktioner over redskabsgymnastik. Denne gang er det kropslige paradoks sat i spænd mellem magt og afmagt i en underliggende fortælling om fragt, sejlads og transport.
Karakteristisk for Bent er hendes meget genkendelige æstetik, der involverer sammensyede stoffer, dyreprint, guld og sølvkæder, små låse, flettede reb, farverigt tovværk, spejle, geometriske former – og en masse pangfarver. Dette gør det i høj grad til fashion – og til et meget tidstypisk udtryk, man også finder hos en kunstner som fx Nina Beier, som for nylig i to soloudstillinger (på Charlottenborg i København og på Standard i Oslo) også brugte dyremønstrede stoffer og gynger med neonfarvede rebværk. Men hvor det hos Beier ikke rigtig sætter noget i spil – det ser bare enormt fancy ud – så er der hos Bent så mange indre spændinger, at man får helt åndenød.
Rebene, snorene og kæderne er spændt så stramt og så meget, at det begynder at pege på sig selv: det handler om at spænde fast, fastholde og fastlåse. Bents skulpturelle totalinstallation, hvor redskaberne iscenesættes i et univers med farvede vægge (fra fersken til sort lak) og store spejle har en stærk erotik i sig. Ja, faktisk ligner hele udstillingen en sadomasochistisk fantasi med sorte spejlvægge, lange kæder, låse, og bondage. O’s historie (1954) lyder i mit baghoved: «Hun havde stadig hænderne på ryggen. De viste hende pisken, sort, lang og smidig, af fornemt bambus, omvundet med læder, som man ser dem i dyre læderhandleres vinduer. …» O bliver i øvrigt fastspændt og lænket til sin seng hver aften.
Bent iscenesætter denne grundlæggende paradoksale dynamik i et tema om «fragt», som udover de fastgjorte værker også inkluderer et værk, der minder om en voodoo-uro i en masse hidsige farver. Titlen, Overseas Cargo Club, henviser til at noget skal transporteres og sejles over havet, og værkernes fastspændthed kan dermed også læses i denne retning. Men det er netop denne dobbelthed mellem mobilitet – længslen efter det eksotiske på den ene side – og så det statiske, stillestående og det fastspændte, der i mine øjne gør denne udstilling mere intenst interessant end Bents tidligere værker i stil med kinky gymnastikredskaber, der også pegede på kropslige erfaringer. Her er det mere subtilt og vovet sat i spil, fordi (ud)længslen og ønsket om dominans (det fastspændte) ikke kun er symbolsk seksuel, men peger på et eksistentielt grundvilkår hos de fleste i denne del af verden. En indre trang, der på én og samme tid drejer sig om skabelse og destruktion; at tæmme vildskaben på den ene side, og udleve den på anden. Den drejer sig altså om en evig forhandling mellem individ og autoritet, lidenskab og afkald, samt om den der stadige grænsesøgende længsel i livet.
Der er altid en fare for at udstillinger med så meget visuel gang i den og høj grad af iscenesættelse forbliver fanget på et formelt plan, hvorfra det aldrig når videre – man mættes i øjet og kedes i hovedet. Men den hidsighed, og grænsesøgende voldsomhed, der ligger i de stramme snore, fungerer hos Bent ikke kun på et formelt skulpturelt niveau. Som Bataille skriver i Erotikken (1951): «Mennesket har opbygget den fornuftige verden gennem sit virke, men har altid bevaret en rest af vold i sig». Det er dette dyrisk utæmmede, der gør Bents totalinstallation til alvor og mere end blot visuel stimulation.
