Den gør ikke meget væsen af sig, den lille gråbrune pamflet med den knastørre titel ‘Produktionsæstetik’, som mikroforlaget Laboratoriet for Æstetik og Økologi netop har udgivet. Men at den vil meget, bliver klart fra første side. Det er nemlig ikke mindre end et manifest, som performanceteoretiker Cecilie Ullerup Schmidt har skrevet – baseret på «en feministisk arbejdskritik mellem kunst og liv», som undertitlen lyder.
For de, der kender til Ullerup Schmidts arbejde, vil tankegodset virke velkendt. Jeg tænker her måske især på performancefestivalen Works at Work, som fandt sted i Dansehallerne fra 2014-2016, og som for alvor satte skub i snakken om kunstneres arbejdsforhold herhjemme. Det var dengang, hvor ordet ‘kunstnerprekariat’ pludselig kom på alles læber; et paraplybegreb, som gav os noget at være fælles om, men som også risikerede at eliminere vores blik for ulighed og privilegier. Der er som bekendt mange måder at være prekær på.
I dag taler vi hellere om omsorg. Vi taler faktisk rigtig meget om omsorg. Hvordan kan vi skabe på en mere bæredygtig måde? Hvad er omsorgsfuld udstillingspraksis? Og så videre. Omsorg er nøgleordet. Også i produktionsæstetikken, som den fremlægges af Ullerup Schmidt.
Hun indleder med et citat af den danske kunstner Lene Adler Petersen, som sammen med ægtefællen Bjørn Nørgaard og flere andre kunstnere besatte Livø i 1971 i et forsøg på at oversætte deres kunstneriske praksis til en livspraksis på øen. I citatet fortæller Adler Petersen, at det, der optog dem dengang, var fordelingen af alt fra arbejde til løn og tryghed. Missionen mislykkedes, men kampen om fordelingen er stadig i fuld gang ude i det danske samfund og har undertiden momentum med nye barselsregler og en vakt debat om feministisk økonomi og usynligt omsorgsarbejde.
I samme dur argumenterer Ullerup Schmidt for at vende blikket mod alt det arbejde, som finder sted i kulisserne, bag om kameraet og sågar hjemme hos kunstnerne selv, men som sjældent krediteres; al den sparring, hjælp og støtte, som kunstnere er afhængige af; alle de mennesker, som bidrager i det skjulte, lige fra assistenten til de bedsteforældre, der passer kunstnernes børn.
Manifestets erklærede mål er derfor også at tage endegyldigt afsked med myten om kunstnergeniet. En myte, der har eksisteret siden Kant. For selvom de færreste i dag tror, at kunstneren er en enmandshær, så er økonomien omkring kunsten stadig funderet i en forestilling om den isolerede genialitet.
En produktionsæstetisk analyse eller læsning retter derfor blikket mod værket og dets bagland; mod de vilkår, omstændigheder og relationer, som betinger og muliggør værkproduktionen. Det kan der være et politisk projekt i, som går ud på at skaffe midler til kunsten og skabe bedre forståelse for det kunstneriske arbejde. For sådan viser vi, at kunsten er del af en meget større økonomi; at den engagerer mange flere end kunstnerne selv; at den altid er et resultat af samproduktion. Men det handler også om solidaritet, lader Ullerup Schmidt os forstå, og om hvordan vi fordeler arbejde, penge og tid mellem os. Det handler om, hvordan kunstnere og andre mennesker lever og arbejder og ikke mindst: Hvordan de ønsker at leve og arbejde.
Her kommer Ullerup Schmidt omkring den følelsesøkonomi, der gør det muligt at arbejde uden løn, under dårlige vilkår eller på grænsen til fattigdom. Altså passionen og kærligheden til det, vi laver simpelthen; kapitalismens bedste redskab til at få mennesker i ubetalt arbejde. Og passionen kan vi jo ikke strejke fra, som hun skriver. Måske har vi heller ikke lyst til det. Men derfor kan vi jo godt beslutte os for, at det ikke længere skal være på kulturindustriens præmisser. Eller på kapitalismens for den sags skyld. Eller patriarkatets. Same same.
I øvrigt findes der dem, der har det fint med at bo på en sten, som hun også skriver. Dem, for hvem et godt liv ikke er funderet i arbejdet alene og dem, der bare gerne vil sove al den søvn, som arbejdet har frarøvet dem.
Er den feministiske arbejdskritik, som lægges for dagen i Produktionsæstetik faktisk et opgør med den ligestillingsfeminisme, som har domineret længe nok? Jeg tror det. Og hvor tiltrængt i så fald. Men hov, hvordan skal det nu forstås? Er vi ikke alle sammen ligestillingsfeminister? Jovist er vi det! Men hvem siger, at vi først har opnået ligestilling, den dag alle er lige meget væk fra deres børn, er blevet lige store klimasyndere og formår at løbe lige hurtigt i graven? Vi er langt forbi den tid, hvor kvindelige kunstnere blev rådet til ikke at få børn, hvis de havde nogen som helst forhåbninger om at gøre karriere. Lad overbudspraksissen dø med kunstnermyten. Nu tager vi børnene med på arbejde.
