Jeg er ild og vand, hedder Ursula Reuter Christiansens til dato største retrospektive soloudstilling. Og det forstår man godt; det er hun jo, Reuter Christiansen, som gennem seks årtier har sat lærreder i brand og slukket patriarkalske fantasier med spandevis af iskoldt vand. Men især forstår man jeg-formen: Her er det Ursula, der taler i både værker og vægtekster, og med den klædelige autoritet, der kommer af at være en urkraft på 81. år.
Udstillingen på Arken er også en kraftpræstation fordelt over syv sale, og det hele starter med en besværgelse. To koste former et kryds i luften og markerer, at her starter et nyt univers af levet kvindeliv, ekspressivt drama og dæmoni. Første rum domineres af et tørrestativ, hvor hvide stykker stof med blodrøde djævleansigter hænger til tørre. Under stativet står en vaskebalje med rødligt vand og ser opgivende ud; ondskaben kunne ikke vaskes væk, og nu hænger den frit til skue, fremmanet. I et maleri på væggen bag kigger endnu et bæst frem med rødt dyreansigt og klædt i pels. Det er Reuter Christiansen selv, hundjævlen, der droppet vasketøj og kønsroller for at tage livtag med selve eksistensen.
Så er vi ligesom i gang. I den næste sal finder vi Reuter Christiansens karakteristiske valmuer, denne gang på en enorm jalousiskærm af glas, der zigzagger gennem rummet. De ligner stadig både skudsår og den blomst, hvis skønhed skjuler et stof, der kan bedøve og dræbe. Courage, står der med sorte blokbokstaver henover dem: Fat mod, menneskebarn, og dans mellem livet og døden, som de røde kvindeskikkelser, der er malet mellem blomsterne.
Et landskab af væltede træstammer vidner om en naturkatastrofe, måske en indre stormflod, hvis enorme kraft har smadret hele skoven med sin voldsomhed. Mellem stammerne balancerer skrøbelige glasfade med indkapslede planter, der ligesom ligger i dvale. Man fornemmer, at naturen er beåndet, at skoven er magisk og transformativ som i et eventyr, og at selv træstammer uden rodnet kunne spire og blive til små planter igen. Og her er hun igen; maleren, der som en hvid ånd på et enormt sort lærred beskuer sit værk, sin ødelæggelse og skabelse, stadig med paletten i hånden.
Selvfølgelig er krigen her også, den verdenskrig, Reuter Christiansen selv er født ind i, og alle de krige, der til stadighed pågår. På sorte piedestaler står en serie små keramiske ruiner omgivet af glas og dedikeret til krigens børn. Glasbomber, kalder Reuter Christiansen dem, små missiler, der splintres, så snart de letter. Bag dem et lærred med andre bomber, sorte og faretruende med påmalede skældsord. Shame. Ned af lærredet løber en klæbrig, gullig masse; rådne æg, som Reuter Christiansen har kastet efter bomberne i foragt.
En gennemgående figur i udstillingen er en serie sorte vagttårne, der står i alle rum. Herfra bliver vi overvåget af forskellige skikkelser: Af Skarpretteren fra Reuter Christiansens mest berømte filmværk, af et vidne, at et øje på en monitor og flere andre. Der er noget amputeret over dem alle, vidnet lukker øjnene, en ballerina mangler et ben og kan ikke længere danse, mens bødlen virker blind. Det kan godt være, de overvåger os, autoriteterne, mændene og bødlerne, men de har ikke længere nogen magt over os, synes Reuter Christiansen at sige. Og som sådan balancerer hendes udstilling hele tiden mellem det grusomme, den håbløse ondskab i verden, og det livgivende, håbefulde og spirende. Som når Reuter Christiansen i et nyt filmværk skuer ud over en tåget eng, mens en stemme hvisker: «Det er endnu ikke for sent». Ikke for den, der har mod til at danse mellem valmuerne og kaste æg efter bomberne, i hvert fald.
Udstillingens sidste installation er også den vildeste, nærmest en hel udstilling i sig selv. Mandshøje lærreder står frit i rummet og former en cirkel. Her er fyldt med ekspressive skikkelser i ustabile landskaber, hastige penselstrøg og en pallette, der spænder fra det jordslåede til det syntetiske og som får værkerne til at vibrere af elektrisk energi. «Figurer, som alle er mig, fordi jeg identificerer mig med alt hvad jeg maler,» som kunstneren frejdigt erklærer i vægteksten.
Mest er Reuter Christiansen dog den centrale figur, der står badet i et spotlys i midten af cirklen: Kunstnerens karakteristiske hvide pelsfrakke troner, som en anden snedronning, i en sort kane og i selskab med en udstoppet ørn. Det er selviscenesættelse for fuld smadder, men der er heller ikke nogen grund til beskedenhed, for hun er det naturlige midtpunkt i den verden, hun selv har skabt omkring sig, og som hun gavmildt deler ud af i sin fremragende udstilling. Det kan godt være, at Ursula selv har forladt bygningen og efterladt sin frakke som stedfortræder, men hun er i dén grad til stede med nerve og kraft gennem sit værk.
