En ni måneder gammel Golden Retriever ved navn Frida ligger under sin ejers stol med snuden mellem hendes sko, øjensynligt upåvirket af de rumsterende lyde bag det koksgrå gardin. Da lydene bliver højere, mere skrattende og med små hyl og bjæf, løfter hun hovedet, retter blikket mod gardinet og lunter logrende hen for at se, hvad der gemmer sig bag det.
Ind kommer Alex Bailey og Krõõt Juurak, der tilsammen udgør den engelsk-estlandske duo bag værket Performance for Pets, som er forestillinger for én hund eller kat ad gangen inklusiv dens ejer. I weekenden var de en del af Dansehallernes minifestival Close Encounters i Den Frie Udstillingsbygning, der passende og sikkert tilfældigt ramlede sammen med den kinesiske nytårsfejring af hundens år.
Bailey og Juurak bevæger sig smidigt på alle fire hen over gulvet iført farverige silketunikaer. De indtager forskellige positioner, der indimellem tangerer moderne dans, og frembringer den ene mærkværdige strubelyd efter den anden til umiddelbar begejstring for Frida. Hun vifter ivrigt med halen, piber febrilsk og springer eksalteret frem og tilbage i forsøg på at interagere med de sære væsner. Efter ti minutters tid er hendes opmærksomhedsrate synligt opbrugt og forestillingen slut. Bailey og Juurak rejser sig som for kropsmæssigt at markere overgangen, og der lyder selvsagt ingen applaus fra publikummet, der har lagt sig ned midt på gulvet.
Som værk er Performance for Pets symptomatisk for de sidste års dyrehype inden for samtidskunsten. Ganske vist har der været tradition for dyr i kunsten siden antikkens fremstillinger af det bestialske og det er næppe hensigtsmæssigt her at liste hele rækken af betydningsfulde værker bare inden for samtidskunsten, som har involveret dyr i en eller anden afskygning. Men parallelt med det antropocænes indtog, som de seneste år har kastet generel økologisk bevidsthed og bevågenhed af sig, og i forlængelse af transhumanismens cyborgmani, er også en posthuman forståelse af arters samliv på jorden vokset stødt – godt hjulpet på vej af allestedsnærværende stemmer som Donna Haraway, Deleuze & Guattari og Rosi Braidotti.
Alt dette harmonerer naturligvis med den liberale verdensanskuelse, bredt set, hvor diskussioner om dyrs frihed og rettigheder allernådigst medtages i yderste led. Af identitetspolitikkens feministiske mærkesager ligger antispeciesismen nederst i bunken.
Ikke desto mindre er det, hvad Performance for Pets går ud på; at sætte dyret i menneskets plads, for en stund. Det må være en smal gren inden for animalismen i samtidskunsten, for jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om mange værker, der udelukkende henvender sig til et ikke-menneskeligt publikum. Skarpest for mig står udstillingsprojektet Formic, som drives af den danske kunstner David Stjernholm, og som i al sin subtile lille enkelhed er en akvariekunsthal med skiftende udstillinger for en koloni af europæiske brandmyrer.
Hvor der synes at være en udpræget tendens til at undersøge det animalske i mennesket handler det for værkerne her snarere om noget menneskeligt i dyret, som for eksempel et spørgsmål om, hvorvidt dyr kan være kulturforbrugere. Husdyr har da tiden til det, vil et af argumenterne måske nok være, men hvad med de til alle tider slidsomme myrer?
Efter at have overværet performancen for Frida sidste uge, er jeg dog ikke kommet et svar på det spørgsmål nærmere. Selv var jeg hensat til en inaktiv publikumsposition ved siden af hendes ejer på den beskedne stolerække langs væggen, og hvad Frida syntes om forestillingen, kan jeg kun gætte mig til. Ejeren mente dog bestemt, at hun virkede til kunne lide, hvad hun så.
Ideen om at sætte dyrene i menneskets plads er et identitetspolitisk foretagende. Det er måske i virkeligheden mere interessant, end hvorvidt dyr kan være kulturforbrugere eller ej – og her er performancekunsten jo potentielt set ret oplagt af den simple grund, at det handler om kroppe.
Når de to performere kravler på knæ og hænder og suspenderer det ordbaserede sprog, har de afklædt sig et par betydelige identitetsmarkører for «det menneskelige» og det genererer en vis forvirring hos publikum. Hun både slikker dem i ansigterne, gør af dem og stikker snuden helt op i Baileys bagdel, så han afværgende må glide over i en ny og mindre udsat positur. Det er både sårbart og dybt komisk, og lige de to ting er, for mig at se, essentielle, når vi har med i grunden ret heftige ting at gøre som det at lege med den sociale kontrakt mellem to arter, der mere eller mindre altid været tæt forbundet i et magtforhold. For jo, hunden er menneskets bedste ven, men den er også slavegjort gennem årtusinder og «partner in crime in the human evolution,» som Haraway udtrykker det.
Performance for Pets er ikke nogen overvældende kunstnerisk oplevelse, altså ikke for et menneskeligt publikum i hvert fald. Men den formår at illustrere, hvad det performative rum kan, når det er stærkt. Måske fordi antispeciesismen ikke for alvor er blevet et identitetspolitisk anliggende på linje med antisexisme, antiracisme etc., og at det dermed ikke er så farligt at gå til yderlighederne, vende op og ned på forholdene og bare snuse sig frem, som var det hele en leg. Det er der unægteligt en frihed i, selvom skepsissen allerede ligger og lurer i baghovedet.
Hunde-performance! Made my day. :)