Lad os tale om rigsfællesskabet

Perler på snor tager fat om historiske forviklinger, sproglige hierarkier og andre problemstillinger angående forholdet mellem Grønland og Danmark, som sjældent belyses i dansk kontekst.

Nanna Anike Nikolajsen, addaaddeer, 2018. Foto: Nina Cramer.

Addaaddeer addeerbanga AD its DAAD marks DEER disapered AD tages DER tog B A NGA det er jeg i. Med akrylpen på tykt bomuldspapir sætter Nanna Anike Nikolajsen sproglige rytmer i gang til udstillingen Perler på snor på Nordatlantens Brygge, der siden 2003 har fungeret som kulturhus med fokus på Grønland, Færøerne og Island.

Nikolajsens bevægelse mellem grønlandsk, dansk og engelsk beskriver med jagt-metaforer, hvordan jeg’et i teksten er blevet til. Blyantstregen under tuschen er tydelig. Der er stavefejl, og flere steder er papiret bleget efter udviskninger og rettelak. At det uperfekte og processuelle er i centrum tydeliggøres også i værket Arbejdsbord (2018). Her præsenteres skitser over, hvordan fonemer skaber billeder, udtalevejledninger henvendt til publikum, samt tegninger – blandt andet af en riffel hvis sigteskive sammensmeltes med en sælkrop.

Nikolajsens værker viser, hvordan sprog skaber associationsrækker og i sidste ende er virkelighedsskabende. At de desuden udstilles i en dansk kontekst er vigtigt, da de på deres egen legende måde, tager fat i et ømtåleligt emne omkring sprogpolitik i Grønland. Denne polariserede debat fylder alt for lidt i Danmark på trods af vores forbundethed gennem rigsfællesskabet, og værkerne giver mulighed for at fornemme, hvor vanskeligt det kan være at tage et opgør med sproglige hierarkier, når historien er fuld af sammenfiltringer og forviklinger.

Sonya Kelliher-Combs, Buried Secrets, a million tears, 2018. Foto: Nina Cramer.

I udstillingens underetage møder lugten af bivoks de besøgende i Sonya Kelliher-Combs makabre installationsværker bestående af svævende gedeskindposer, sammenfiltret menneskehår og spiddede fårehudslommer. Buried Secrets, A Million Tears (2018) indeholder små stykker udspændt grisetarm omgivet af akrylpolymer. Organiske materialer og plastik fungerer her som eksempler på kulturelle sfærer, der mødes i en form for fikseret fordærv. Kelliher-Combs er en del af iñupiaq og athabascan kulturene, Første Nationer i Alaska, hvor kunstverdenen er mere vant til at forholde sig til de oprindelige folks kamp mod koloniserende systemer, end man er i Danmark. I denne kontekst bliver hendes praksis derfor et frisk pust til en ikke-eksisterende debat.

Læserindlæg