Med den belgiske kunstner Henri Michaux (1899-1984) kommer man helt ind i den kunstneriske grotte, helt ind til benet af den kunstneriske ytring. Måske er det derfor, han er sådan en kunstners kunstner? I hvert fald har jeg flere gange oplevet, at kunstnere elsker Michaux på samme måde, som katolikker elsker Jomfru Maria: Vi er helt derinde ved materien, hvor den æstetiske kilde udspringer, og det er måske derfor han får det til at vibrere i andre kunstnere.
Denne fascination, eller skulle man sige decideret fetich, er udgangspunktet for den første udstilling hos det netop åbnede Hospital Prison University Archive, hvor kunstneren Søren Andreasen (f. 1964) udstiller sine tryk i selskab med sin helt Michaux.
Det nye udstillingssted er startet af Jakob Jakobsen, der tidligere drev Det Fri Universitet (sammen med Henriette Heise). Det Fri Universitet var frit, fordi det var uden for nogen institutionssammenhæng, drevet uafhængigt af de to kunstnere. Men kan man tænke sig noget mere ufrit end et hospital eller et fængsel? Det er en ladet konstellation af ord, der nærmer sig en rebus, der udgør titlen på det nye sted, og som allerede skaber en lidt indespærret følelse idet man trykker på dørklokken. Selve udstillingen viser sig da også at foregå i et snævert rum på første sal i kunstnerens opgang på Nørrebro, hvor der også er klemt et radiostudie ind. Det er en kombination af disse to ting, udstilling og radio, æter og materialitet, der udgør essenssen af det nye sted.
Ved indgangen ligger en masse bøger, som straks vækker tanker: Michauxs egne bøger, som Miserable Miracle (1972) og Norbert Wieners Menneske og automat (1950) om kybernetik og «maskiner, der på det åndelige område, snart vil overtage den menneskelige arbejdskrafts opgaver», som der profetisk står på forsiden. Derudover den nye danske oversættelse af den tyske forfatter Unica Zürns enormt dystre, men også smukke, Mørkt Forår (1969), samt andre bøger, der skaber veje ind i udstillingen, og danner en ramme, en kontekst, en læsningsmulighed.
På et mørk tæppe ligger Andreasens serie af tryk kaldet Mass and Order fra 2013. Serien består af fem tryk med en sort «skriblen» i midten af papiret. Så enkel en ytring, der nogen gange er ren og grafisk, for i det næste at nærme sig en slags opløsning. Tidligere har jeg set serien som silketryk i plakatformat, her er de trykt i et mindre format og på tykkere og mere lækkert papir, som klæder dem, og får «ytringen» til at træde klarere frem – forbindelsen mellem blæk og papir, kalligrafi og æstetik, form og skabelse, bliver ganske enkelt meget klarere i dette format.
Forenden af rummet ligger det famøse udgangspunkt for udstillingen: det grafiske tryk af Michaux ,som Søren Andreasen ejer. Og forbindelsen mellem de to kunstneres udtryk bliver ganske tydelig: stregen som en grundytring, der balancerer mellem en form og dens opløsning. Eller som Andreasen siger det i radioen: «hos Michaux er der ingen skjult indre eller ydre metafysisk kraft, der får adgang til skriften. Det er nærmere som om, han underkaster sig tegningens vilje og rytme, bliver ekstatisk og bliver en anden, bliver ’ude af sig selv’.»
Jeg kan ikke lade være med at tænke på stedets navn igen. Forskellen mellem den fysiske indespærring, og det emne, som tages op i den første udstilling, som grundlæggende handler om frigørelse: en kunstnerisk, men også sjælelig frigørelse. Det er et utroligt poetisk sted at starte et helt nyt udstillingsprojekt: væk fra det tænkte, ud med egoet, ind med processen og den frie skabelse.