Riv gardinerne ned og sy kjoler af dem

Adam Christensen kommer med tiltrængt patos og sproglig ekstravaganza i sin første soloudstilling i Danmark.

Adam Christensen, Shitty Heartbreaker, Overgaden, København, 2018. Foto: Toke Martins.

«Are you waiting to see some strip?» spørger Adam Christensen og griner, da han passerer forsamlingen af ferniseringsgæster, der er mødt op på Overgaden for at se hans åbningsperformance. Han er klædt i en gul kjole med en rygudskæring, der når ballerne, gule sandaler og en let pjusket page – og så drikker han rødvin som den øjensynligt lidt småsentimentale persona, han er trådt i karakter som.

Med britisk accent læser han op af egne tekster, løsslupne prosastykker om en rotte i et toilet og om at ende op til «gay gang bang party, interracial». Indimellem afbryder han sig selv med en dyb latter. Han griner med publikum og griner han ikke også lidt af publikum? Jo, men publikum griner jo også af Adam, når han fortæller om at blive horny af lugten af lort. Som var en drag altid til for at underholde.

Performancen glider over i en følsom seance, hvor Adam spiller harmonika og med en inderlig og udkrængende vokal fortolker Carol Hall og legendariske Cranberries, hvis forsanger Dolores O’Riordan døde tidligere i år. Åh, hvor har man følt meget til sange som «No Need to Argue» i sine halvformørkede teenageår.

Adam Christensen, Shitty Heartbreaker, Overgaden, København, 2018. Foto (beskåret): Anders Sune Berg.

Adam Christensen (f. 1979) er uddannet fra Goldsmiths i London og udstillingen Shitty Heartbreaker på Overgaden er hans første soloudstilling herhjemme. Som så ofte med udstillinger, hvor performance er centralt, er den scenografisk disponeret. Der er tekstilværker, der fungerer som forhæng eller gardiner, et par stole med to bundter løg på sæderne, og print med kunstnerens tekster.

Tekstilværkerne er vildt sympatiske, udklip af stof i forskellige mønstre og farver, syet sammen til motiver af væsner, som er lidt enfoldige men med masser af attitude. Et af dem ligner et selvportræt, en spinkel figur med pjusket hår og en cigaret i hånden. Det er et skægt lille referentielt loop, for drag-identiteten ligger jo i de lag, der tages på; klæder, make-up, paryk – ja selve begrebet «drag» kommer af de lange gevandter, man slæbte hen over 1870’ernes teaterscener.

Værkerne her peger dog også på tekstil som noget afskærmende, som nedrullede gardiner, for eksempel, bag hvilke man kan være i fred for normalitetens rasen. Som en lokal queen, Miss Special K ville have sagt: «riv dem ned og sy kjoler af dem.»

Selvom drags vel nærmest er blevet mainstream efterhånden, er det stadig en relativt ny performativ skikkelse inden for samtidskunstens institutioner, herhjemme i særdeleshed. Skal man bedømme ud fra publikumsmodtagelsen på Overgaden fredag aften, så lader lidt butplugged emotionel ekstravaganza dog til at være et totalt kærkomment indslag.

Adam Christensen, Shitty Heartbreaker, Overgaden, København, 2018. Foto: Toke Martins.

Læserindlæg