Der er simpelthen masser af krop på Galleri Maria Friis i øjeblikket. Store, bløde kroppe med runde maver og lamsede lår i fuld størrelse vrider sig lystfuldt og grotesk i et relief fordelt over fem paneler på galleriets største væg. Der er blottede, lilla køn og mellem de tunge, løsslupne bryster et hul, som var sjælen sluppet ud og flakset væk. Det er den rene krop; dens grænser eller mangel på samme, vi kigger på.
As in Holes er Nanna Starcks første soloudstilling i galleriet. Igennem de sidste 20 år har hun især været aktiv på den selvorganiserede scene, hvor hun blandt andet har drevet udstillingsstedet Age of Aquarius sammen med sin partner Uffe Isolotto, samt været en del af kunstnergruppen Island Life med Christina Hamre, Charlotte Bergmann og Annesofie Sandal.
I put a peephole in my flesh hedder det store relief, hvor fire mere eller mindre fragmenterede kroppe læner sig ud af vægværket og ind i vores rum. Det er kroppens åbninger imod verden, der fylder mest; dens køn, men også huller og flænger i huden, der lader os kigge ind i materialet. Et ansigt er forsynet med afløb af den slags, man ville forvente at finde i en håndvask, som for at understrege, at det her er kroppe, som er i udveksling med verden omkring sig. Et andet ansigt er trykket helt fladt, som havde der siddet endnu et afløb, der nu er fjernet; gennem hullerne i risten er materialet – beton og en slags skum – mast ud i tykke pølser, der ligner lysegrønne orme. Og midt mellem ormene er tre cigaretter presset ind i ansigtet, og man fornemmer, hvordan røgen transcenderer kroppens grænser, suges ned i lungerne og pustes ud i rummet omkring os.
Starck nævner i udstillingsteksten en inspiration fra Wieneraktionisterne, og det kan man sagtens genfinde i hendes værker, der synes optaget af det abjekte og det socialt tabubelagte. Men hos Starck er både hængebryster og topmaver ualmindeligt lækre; i matte, douche pastelfarver, der changerer blødt fra et kødfarvet lår til en pink kropsåbning, der giver mig lyst til at lade fingrene løbe hen over den sårede krops overflade. Det er også morsomt, som når kvindebrysterne bogstaveligt talt er lavet af silikone, eller når en strøm af smøger danner en diset himmel bag figurerne. Det er ren kropspositivisme og kærlighed til den lidt prollede kvindetype, der lader sin krop modificere af plastikoperationer og falske negle.
En serie mindre tegninger i galleriets baglokale viser med hvilken grundighed, Starck har studeret kroppens muskulatur. Serien viser spændte mandetorsoer, hvor muskler og ryghvirvler går i ét, så man bliver i tvivl om, hvorvidt vi ser kroppen udefra eller indefra. Der er noget næsten biomorft over tegningerne, som var kroppene halvt bløde muskler og halvt hårdtpumpet maskine. Og ind fra siden rækker en hånd pludselig prøvende ud efter et slapt lem eller glider ind imellem et par blottede baller.
Der er noget utroligt sexet over Starcks omfavnelse af alt det, kroppen også er. Hendes kvindekroppe er frodige moder jord-typer med bløde, favnende former, og de er slappe, slimede og kæderygende bitches med rifter og silikonebabser. Hvad kunne man egentlig ønske sig mere?
