Det var vel månedens mest afventede debat, der i går fandt sted på kunsthallen Gammel Strand. Her mødtes tre københavnske institutionsledere – Marie Laurberg fra Copenhagen Contemporary, Rhea Dall fra Overgaden og Nanna Hjortenberg fra Gammel Strand – for at diskutere det, invitationen kaldte «kunstinstitutioners rolle i internationale kriser og politiske diskussioner», men som vi allesammen godt vidste, primært ville komme til at handle om konflikten i Israel og Palæstina.
Over de seneste par måneder har der rejst sig en stadig mere polariseret debat i det danske kunstmiljø, hvor særligt den yngre del af kunstscenen gennem fysiske aktioner og et væld af instagram-opslag har krævet, at også institutionerne tog stilling til konflikten og til den censur, som mange føler sig underlagt. Men hvis man havde forventet vandmelonspisende aktivister eller vajende Palæstinaflag denne aften, så var man gået forgæves. I stedet fik vi en rolig og reflekteret debat imellem institutionsledere, der måske nok var uenige, men som alle insisterede på, at situationen er «kompleks».
Kunsthallens smalle sal var tæt pakket, folk sad skulder ved skulder, da debatten gik i gang. På min venstre side var et ældre par, som lignede Gammel Strands kernepublikum, mens jeg på min højre side havde to yngre veninder, der meget vel kunne være akademistuderende. Den fordeling karakteriserede aftenens publikum, der også talte et par institutionsfolk og ret mange billedkunstnere.
Moderator Anna Ingrisch, journalist og især kendt fra nyhedspodcasten Genstart, lagde ud med at spørge til de tre kunsthallers aktiviteter i tiden umiddelbart efter 7. oktober, hvor Hamas angreb Israel. Hjortenberg fortalte om Gammel Strands aktuelle udstilling med den israelskfødte kunstner Yael Bartana, som man på det tidspunkt havde arbejdet på i et års tid.
«Vi fornemmede med det samme, at udstillingen ville blive læst i en anden kontekst, end vi er vant til,» fortalte Hjortenberg, der ringede til Bartana så snart hun hørte om angrebet. Bartana, som er delvist bosat i Tyskland spurgte, om institutionen ville aflyse udstillingen, og spørgsmålet kom bag på kunsthalslederen: «Vi synes, det ville være principielt forkert at aflyse. Yaels værk berører netop mange forskellige konfliktzoner og traumer, der har relation til staten Israel, og før 7. oktober troede vi faktisk, at det ville være en opgave for os at få publikum engageret i det tema. Men pludselig var den samtale overalt.»
Hjortenberg fortalte om de mange overvejelser omkring, hvordan Bartana-udstillingen skulle formidles og kontekstualiseres. Eksempelvis besluttede man at skrue lidt ned for den humor, der ligger i mange af kunstnerens værker, men i øvrigt følge den plan, man allerede var i gang med at lægge: «Vi valgte at nævne den nuværende konflikt i et afsnit i vægteksten, men vi har været meget bevidste om, at vi ikke kom til at sætte for snæver eller ensidig en ramme. Det er vigtigt for os, at publikum får lov at danne sig deres eget indtryk af værkerne.»
Marie Laurberg fortalte om Copenhagen Contemporarys arbejde med den kommende udstilling med den palæstinensiske kunstnerduo Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme – at udstillingen er del af et længerevarende samarbejde mellem kunsthallen og Glyptoteket, som også breder perspektivet på den aktuelle konflikt ud.
Rhea Dall understregede, at Overgadens program er præget af en stor mangfoldighed af kunstnere fra hele verden, og at angrebet den 7. oktober førte til tanker om, hvordan institutionen kunne beskytte netop den bredde af kunstnere: «I min optik er Overgaden en del af en globaliseret virkelighed, og det er vigtigt for os at svare på de konflikter, der berører os. Det gør denne konflikt, fordi vi ser nogle følgevirkninger i form af en omfattende censur af kunstnere i udlandet. Der mener jeg helt grundlæggende, at vi må forsvare kunstnernes ret til ytringsfrihed».
Derfor udsendte Overgaden i begyndelsen af november et statement, hvori institutionen tog afstand fra drab på civile og censur mod kunstnere, samt opfordrede til en våbenhvile i Gaza. Overgaden er fortsat den eneste større danske institution, der har udsendt en sådan erklæring, og den blev et omdrejningspunkt for resten af aftenens debat. For skal en kunstinstitution overhovedet lave sådan en erklæring, eller skal man lade være og lade kunsten tale?
Marie Laurberg valgte, efter intense interne diskussioner, ikke at udsende en erklæring: «For mig er det centralt, at Copenhagen Contemporary er et fysisk, offentligt rum og ikke en avis,» sagde hun. «Vi havde allerede planlagt en udstilling, der taler ind i nogle af de her tematikker, og vi tror, at det fysiske møde med den udstilling og de samtaler og perspektiver, det folder ud, bliver stærkere end noget, vi kunne have skrevet på instagram.»
Moderatoren spurgte til den kritik, der har været af henholdsvis Overgadens udmelding og de andre institutioners tavshed, og Rhea Dall forklarede, at hun tænkte meget over ordvalget i kunsthallens udsendte erklæring, men at den måske alligevel endte for ensidigt: «Vi mente jo, at en fordømmelse af angreb på civile taler om begge sider af konflikten, både Hamas’ frygtelige angreb og Israels voldsomme modsvar. Vi er blevet kritiseret for ikke at nævne Hamas direkte, men vi troede egentlig, at det var underforstået.»
Dall bemærkede, at hendes beslutning om at udsende et statement også blev influeret af samtaler med kolleger i Norge, hvor hun har arbejdet igennem en årrække, og hvor en lang række store institutioner hurtigt var ude med tilsvarende erklæringer.
Nanna Hjortenberg genkendte kritikken af det, der er blevet kaldt «institutionernes larmende tavshed», og fremførte to grunde til ikke at sende noget ud. Dels mente hun, at vi har brug for mere nuanceret samtaler, som den i aftenens panel, og dels anførte hun, at sociale medier ikke er frie, trygge rum at tale om svære konflikter i.
Herefter bevægede samtalen sig ind på, hvem man har i tankerne, når man skal beslutte, om en institution skal melde offentligt ud. Dall gentog, at Overgaden er en arbejdsplads for de kunstnere, der er i huset, og at det er vigtigt, at de kan regne med institutionens opbakning omkring deres ret til at ytre sig. Laurberg mente, at hun med en fast medarbejderstab på omkring 50 mennesker, ikke var sikker på, at alle ville kunne stå bag én samlet ytring om konflikten. Hun var blevet chokeret, da en medarbejder spurgte hende, om det var okay at deltage i en demonstration: «Det skal jeg jo slet ikke bestemme, og på den måde kan vi mærke, at den debat, man eksempelvis har i Tyskland, også påvirker herhjemme».
Både Laurberg og Hjortenberg talte om at være opmærksomme på, at publikum føler sig velkomne i institutionerne, uanset holdninger og politisk ståsted. «Lige nu er der jo mange mennesker, der har en holdning til konflikten, men der er endnu flere, der ikke siger noget. Det er også dem, vi skal have fokus på; dem, der gerne vil bruge kunsthallerne som et rum til fordybelse. I Danmark har vi en tradition for at være enige om at være uenige, og det rum er vigtigt at holde fast i,» sagde Hjortenberg.
Her mærkede man for første gang reel uenighed i panelet. At undlade at udtale sig betyder ikke, at man nødvendigvis forbliver neutral, bemærkede Dall: «Vi bærer som institution nogle markører, og dem kan man selvfølgelig godt komme til at støde sig på. Men jeg synes, det er farligt at være bange for at sige noget, for ikke at støde nogen. Hvis selv ikke institutionerne tør udtale sig, hvor er vi så henne i den offentlige debat?»
Da moderator åbnede for spørgsmål fra publikum, handlede det første spørgsmål om, hvorfor institutionerne er så langsomme til at reagere på aktuelle kriser og konflikter. Marie Laurberg svarede, at det også handler om, at man skal undgå at blive for reaktive og komme ind i en praksis, hvor man konstant flytter sig efter, hvad der sker i mediebilledet på et givent tidspunkt. «På Copenhagen Contemporary har vi faktisk reageret, men vi har gjort det meget langsomt. Den langsomhed, vi kan tilbyde, har noget væsentligt at bidrage med.»
Et anden publikum bemærkede, at hun selv gik på museum for at opleve kunsten og mener, at hvis man hele tiden skal forholde sig politisk, så får kunsten ikke plads. Rhea Dall forklarer, at når Overgaden på det seneste har reageret på krigen i Ukraine og på situationen i Gaza, så er det fordi, det er konflikter, der påvirker den danske kunstscene.
Dall uddybede sin pointe «Vi oplever i øjeblikket et stigende krav om, at institutionerne er bevidste om, at ingen institution er neutral. En del institutioner i Danmark er enten statslige eller kommunale, hvilket betyder at de ofte har politikere i bestyrelsen eller svarer direkte til ministeriet. Derfor handler denne debat også om autonomi og armslængde, for vi tror, at institutionerne er frie til at ytre sig, men det er langt fra altid tilfældet. Når vi bliver bedt om at reagere, så bliver det helt tydeligt.»
En stemme blandt publikum spurgte til den skrivelse, som Foreningen af Danske Kunsthaller har udsendt til deres medlemmer, hvori det anbefales at man undlader at udtale sig som institution, men at man kan gøre det privat. Dall er kritisk overfor den udmelding og siger: «Den peger på relationen imellem individ og institution, og lægger hele ansvaret over på individet. Det er netop det, vi reagerer imod; at kunstnere og kulturarbejdere føler sig usikre på, om vi som institution påtager os ansvaret.»
Aftenen sluttede med et spørgsmål til Laurberg og Hjortenberg om, hvorvidt de kunne forestille sig andre situationer, hvor de ville føle anledning til at udsende et statement. Hertil svarede de begge ja uden tøven. Hjortenberg opsummerede den fornemmelse, de fleste formentlig går rundt med således: «Jeg kan ikke forestille mig, at tingene ikke bliver endnu mere ekstreme i fremtiden. Jeg synes, vi lever i en tid, hvor der sker de vildeste ting, som jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig var mulige. Vi må afveje og lære af hver situation.»
