Det er først i november. Alt, der har løv, eksploderer i rødmekulminationer, landskabets ultimative skønhed, som jeg vil tro skærper følsomheden hos de fleste, hvad end deres naturadgang er et parkfrimærke i byen eller lange skove, hvor årstiden også er en duft. Gennem København denne eftermiddag drøner pludselig sådan en kold sol, hvis akutte guldskær gør det klart, at lyset snart bliver hvidligt og sjældent.
«Naturen findes ikke længere», er en hovedpointe i den danske forfatter Josefine Klougarts såkaldte genlæsning af Glyptotekets samling, og selvom jeg forstår, at der er langt fra et drys flammende trækroner langs Nørrebrogade til de svimlende romantiske stykker landskab, udstillingen dvæler ved, vækker Klougarts utvetydige sætning alligevel en umiddelbar undren. Efter naturen, som udstillingen hedder, er udtalt en læsning og læsninger er selvfølgelig subjektive, men uanset den sande tragedie, det er, at al natur aktivt nedbrydes af menneskehed og derfor findes mindre og mindre, føles det ikke uvæsentligt at gå i rette med disse læsninger. Ikke mindst fordi de fylder meget
Siden januar 2023 har Josefine Klougart haft adgang til Glyptotekets samling og magasiner, og det er der kommet en række tekst- og malerimættede rum ud af – foruden et 170 sider langt essay, udgivet som akkompagnement til den fysiske udstilling. I syv rumlige kapitler bevæger Klougart sig ikke-kronologisk igennem et ganske specifikt stykke kunsthistorie: naturfremstillinger skabt mellem 1820’erne og 1930’erne, bragt sammen i et forsøg på at blotlægge sammenhænge mellem fremkomsten af et moderne natursyn og en moderne kunst. En klar ide, men Efter naturen, både som udførligt tekstværk og som en lige-ud-af-landevejen udstilling er en overraskende besværlig kunstoplevelse at forholde sig til.
På den ene side er rummene fyldt af flotte ting, simpelthen en perlerække af eftertrykkelig pænhed fra primært kanoniserede kunstnere, som det er nemt (personligt vil jeg mene for nemt) at holde af. Edgar Degas’ indlysende smukke bronzeheste, Vincent Van Goghs indlysende dejlige roser og bakker, Gauguin, Cézanne, Lundbye, Courbet, Eckersberg, Købke, Monet. Gutterne, med deres magtdemonstrationer af himle, klipper, æbler, blomsterenge, landeveje, bølger, lunde, stænk af nature morte-dysterhed.
Når der kigges med genlæsende øjne på «naturen set gennem kunstens prisme», som Glyptotekets pressetekst formulerer det – hvilket i øvrigt må være et ganske gennemlyst udstillingstema i det hele taget – kunne man som publikum ønske sig, at blockbuster-repræsentanter for nogle af kunsthistoriens mest monumentale landvindinger blev udfordret en anelse.
På den anden side er det som om, al Klougarts tekst blokerer for værkernes vældige tilgængelige skønhed. Insisterende papirløbere fra gulv til loft skærer hele tiden væggene i skiver, tre pastelsarte malerier mod en bleggrøn væg og så to store stykker skrift, små dygtige stykker guldalder i et dunkelt rum, mange store stykker skrift.
At ord får og tager ekstra meget plads i en forfatterkurateret udstilling, er der selvfølgelig ikke rigtig noget at sige til, og til en vis grad er min skepsis nok en smagssag: Klougarts intenst ornamenterede sprog, hendes i mine øjne ikke-ubesværede spring mellem universitetsopgavelignende historierids, essaykorrekte associationsrækker og glaserede barndomserindringer fra sommermorgener og kirkegårde på Mols, alt det her maleriske tekststof har det med at overdøve malerierne på en måde, jeg synes er en skam.
Andre vil sikkert opleve, at den dekorative skrift og den dekorative kunst nærmest fremkalder hinanden, og ideen om at svøbe kunstværker i skønlitterær sanselighed frem for sædvanlig institutionel forklarings-tourettes er som udgangspunkt god. Men når et højstemt pseudofilosofisk citat fra en tidligere Klougart-roman Alt dette kunne du få (2021) optræder ikke mindre end to gange i udstillingsrummene på disse meterhøje bannere. Når et længere uddrag fra en anden tidligere Klougart-roman (Om mørke (2013) printes på stof og draperes langs en hel væg så teksten er ulæselig og ligner noget karikeret middelalderrekvisit, vil jeg mene, det kammer en anelse over.
Forfatterstemmen stritter gennem rummene som en finger, der er rakt i vejret, og der noget ved denne stemmes vilje til besyngelse af massiv kanon, som undrer mig. Både i lyset af den ret utrolige mulighed, det er at grave sig ned i en kunstsamling, jeg forestiller mig er nærmest uden sidestykke i Danmark, og med tanke på det faktum, at Klougart er en ung kvinde, med en helt sikkert veludviklet kritisk bevidsthed, hvad angår måder, vi bedriver kunsthistorieskrivning på.
Ikke et eneste værk af en kvindelig kunstner er der at finde blandt udstillingens næsten 70, på trods af at Josefine Klougart har dedikeret et stort rum og hele essayets anden del til kritiske påpegninger af male gaze-mekanismer, umyndiggjorte, nøgne kvindefigurer i periodens malerier, den konsekvente udelukkelse af kvinders bidrag til vores fælles kulturhistorie.
Klougarts pointe er, at kvindesyn og -positioner ændrer sig i løbet af det århundrede hun beskæftiger sig med, «at der pågår en revolution inden for arbejder- og kvindesagen». Vi får den bare ikke rigtig at se i udstillingen: passiv nøgenhed, søvn eller yndig ro karakteriserer de kvindemotiver, der hænger på væggene, dette er «de sovende kvinders sal», skriver Klougart.
Men det er en besynderlig strategi at blotlægge en problematik ved at gentage den. Det er Gauguin og Henner og Delaunay med afklædte kroppe, Marcel Proust med uhyggelig misogyni, Georg Brandes og Henrik Pontoppidan med mere eller mindre bedrevidende kulturkritik, der får lov at snakke – og de er kun få af stemmerne i et mandekor, fra hvilket Virginia Woolf er en af de eneste undtagelser. Gennem en hel udstilling, gennem en hel bog.
Klougarts researcharbejde er utvivlsomt grundigt og dygtigt, hendes intentioner virker gode. Men helheden er gennemvædet af sentimentalitet, både hvad angår iscenesættelsen og det allestedsnærværende sprog, og den klæder i mine øjne ikke kunsten særlig godt. Det virtuost gulglinsende æble i et dystert Courbet-stilleben detonerer simpelthen i tyk sanselighed, når det draperes i ord, som forsøger at matche den malede sensibilitet. Alting beskrives, associeres, analyseres, erindres.
Interessant nok citerer Josefine Klougart i essayet Susan Sontags altid sande sætning fra Against Interpretation (1966): «Kunsten trænger ikke til en fortolkningslære, men til en elskovslære». Det havde været vidunderligt, hvis lidt mere af den sætnings logik fandtes i Glyptotekets sale.
