Veien hjem er veien videre – man kommer ikke hjem
Det føles riktig å dvele ved Shwan Dler Qaradakis bok om flukt, nå som vi lever i interessante tider.
Det føles riktig å dvele ved Shwan Dler Qaradakis bok om flukt, nå som vi lever i interessante tider.
I Jinbin Chens malerier er berøring både en konkret handling og en metafor for forholdet mellom indre og ytre virkelighet.
Julia Selin når oanade höjder på nytt galleri i Malmö.
Kollektivet YEARS’ udstilling er frustrerende, som et konsolspil uden regler. Ond og god på samme tid.
En kaffekopp møter høyteknologiske missiler på et messebord i Nikita Teryoshins utstilling på Fotografihuset.
Thora Dolven Balke og Lila de Magalhães skaper en helhet som skjærer i øynene på Entrée i Bergen.
Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
Kerstin Brätsch’ psykedeliske maleri på Munchmuseet er ekstase og arbeid på en gang.
Cecilie Norgaard på O-Overgaden er maleri om maleri på den bedst tænkelige måde.
Vivan Suter förvandlar Moderna Museet Malmös turbinhall till en djungel.
Mickael Marmans energibomber fisker oss opp fra doomscrollingens avgrunn.
Frederik Næblerøds ønske om at dominere hele Arken fylder lige så meget som de alt for mange værker. Det fører ikke noget godt med sig.
Fra 1700-tals-malerier til kaffelogoer. I en udmærket udgivelse undersøger Mathias Danbolt tilsyneladende uskyldige billeder fra den tidligere danske koloni i Caribien.
I Markus Lanttos utstilling på Trøndelag senter for samtidskunst ledes man fra lys til mørkere, til skikkelig mørkt. Det er neppe tilfeldig.
Biologien er et nettverk av uendelige forgreininger i Anders Holens utstilling på Eiklid/Rusten.
Alt er geopolitik i Danmark i denne tid. Men ikke på kunstscenen, som byder på glamrock, madhappening og soloudstillinger med flotte internationale navne.