Kære Mette Frederiksen

Åbent brev til statsministeren: Danske kulturarbejdere har brug for din hjælp nu!

Vi var meget glade for, at du direkte nævnte os i dagens pressemøde, da du sagde: «Vi vil også indgå en aftale om medier og kulturliv, som er trængt økonomisk. Og det i en tid, hvor jeg er sikker på, at mange mennesker oplever, at de netop har brug for kunsten til refleksion og håb.»

Vi synes du har så inderligt ret, for netop i krigssituationer og i krisesituationer er det kulturen og den samtidsspejling af, hvem vi er, der sikrer sammenholdet og ja, håbet i en svær tid.

Vi sikrer hele året at Danmark har et levende kulturliv som høj og lav kan spejle sig i. I disse uger har vores branche været ekstraordinært kreative for at samle og skabe håb også blandt dem, der sidder helt alene.

Dine ord om kulturen varmede ekstra meget i lyst af det ufrugtbare, afbrudte forhandlingsmøde i går i Kulturministeriet. Og derfor beder vi dig nu kaste os en redningskrans. Mange kulturarbejdere mister deres forsørgelse i denne tid. 

På trods af forhandlinger om plads til kulturlivets aktører i hjælpepakkerne, så er den grundlæggende dialog med kulturministeriet om vores reelle behov, udeblevet. Alle andre brancher har nu fået hjælp, hvorfor er vi så dem, der skal holde for.

Vi ønsker ikke særordninger, vi ønsker blot en helt almindelig lønkompensation på lige fod med alle andre, der omfattes af nødhjælpspakker, som I har etableret for længst. Vi tjener vores egne penge, og vi har, som alle andre borgere i dette land, brug for en kompensationsordning, som tager højde for vores indtægtssituation. Forskellen på os og den almindelige lønmodtager er, at de fleste af os freelancere lever af en kludetæppeindtægt. Vi har ikke en fast arbejdsgiver, men rigtig mange løse jobs, som vi hver måned bliver engageret til og selv får etableret for at kunne stykke en månedsløn sammen. Sådan er vores vilkår og det lever vi med, sådan ser dansk kulturliv ud. Organisk.

Denne blandingsøkonomi – mange af os benævnes kombinatører – ignoreres igen og igen i forhandlingerne, selvom Kulturministeriet som de første burde kende til vores indtægtsmønstre. Og det er ikke fordi informationerne ikke har været tilgængelige.

De fleste af vores kolleger er ikke blandt de højstlønnede i dette land, men vi er som branchefolk stolte af, hvordan vores medlemmer tilpasser sig, også efter flere år med store nedskæringer og skiftende konjunkturer. Derfor er det så ekstra trist at opleve, at lige præcis os, som ikke har samme jobsikkerhed, men som hver måned arbejder meget og betaler skat af vores løn, ikke skal kompenseres på lige fod med andre sektorer i Danmark.

Hjælp os med at sikre og beskytte kultur-arbejderne!

Med venlig hilsen

Dansk Artist Forbund

Danske Filminstruktører

Dansk Filmfotograf Forbund

Dansk Skuespillerforbund

Skønlitterære Forfattere 

DJBFA 

Dansk Komponistforening 

Danske Dramaturger 

Danske Kunsthåndværkere & Designere

Danske Bladtegnere

DJ Fotograferne

Danske Scenografer

Dansk Musiker Forbund

Danske Dramatikere 

Danske Sceneinstruktører 

Dansk Filmklipperselskab

Film- og Tv-arbejderforeningen 

Foreningen af Danske Dramaturger

UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere

Dansk Solistforbund

– Mere om den aktuelle situation i dansk kulturliv her.

Læserindlæg