Det at finde rundt i et ukendt område er noget af det sjove ved projekter som Hummings: En kunstudstilling i Køges byrum og landskaber, hvor kunstværker er spredt ud over ti kilometer i tre områder af byen i forskellige ikke-kunstneriske rum. Det gør udstillingsbesøget til en slags skattejagt, hvor kunsten blander sig med lykketræf, uventede opdagelser og selvfølgelig også vejret.
Den slags dejlige øjeblikke var der også mange af under mit besøg på Hummings. Da jeg cyklede rundt sammen med en god ven, skinnede sensommersolen os i ansigtet, og jeg indrømmer, at jeg brugte udstillingsmuleposen til at tørre mig med efter en improviseret nøgen-dukkert i havet ved Køge Marina. Alt sammen dejligt og sjovt, men det ville være for meget sagt at påstå, at jeg fandt samme glæde ved kunstoplevelsen.
Udstillingen er kurateret af direktøren for KØS, Ulrikke Neergaard i samarbejde med Fulya Erdemci, der tiltrådte som kurator på museet i september 2020. Erdemci har viet sin karriere til arbejdet med kunst i det offentlige rum, og hendes professionelle løbebane er kendetegnet af prestigefyldte ansættelser og projekter med fokus på offentlig kunst. Dette er formentlig en gevinst for KØS, et museum for ‘kunst i det offentlige rum’, hvis nye strategi er at skubbe kunstformidlingen ud over institutionens mure for at gnave sig ind i den omgivende urbane og sociale virkelighed. En hensigt, der bestemt fortjener ros, men når man tager Erdemcis erfaring i betragtning, må man spørge sig selv, hvad der mon er gået galt her.
Hvad angår kunst i det offentlige rum, virker det som om, der er en hel del vanskelige spørgsmål, som udstillingen ikke engang forsøger at tackle. Frem for alt, hvordan forbinder man de to aspekter af ‘det offentlige’, det offentlige publikum og det offentlige fælles rum, i og gennem kunsten? At placere kunsten udendørs, og at have intentioner om at ‘nå ud til nye og forskelligartede publikumsgrupper’, er ikke i sig selv en ligning, der går op. Selvom disse spørgsmål er ret indviklede, tænker jeg, at dersom man havde taget udgangspunkt i en mere præcis formidling af projektets pragmatiske sider, herunder en klar tidsplan for live events og performative værker, ville have skabt et godt udgangspunkt for den udfordrende opgave, det er at nå ud til et publikum, der ikke selv har valgt at træde ind i et museum. Især fordi Hummings kræver mere af beskueren, både hvad angår tid og engagement, for slet ikke at tale om udstillingens pænt komplicerede teoretiske opbygning.
Udstillingen sætter fokus på den poetiske tanke, at ‘humming’, der bl.a. kan oversættes med brummen eller summen, kan opleves som en før-sproglig udtryksform, et sprog, der forbinder os med alle de ‘andet-end-menneskelige personer’. Denne rammesætning sender udløbere i mange retninger: begreber forbundet med lyd og rytme smelter sammen med en række forskellige problematikker knyttet til ‘tværartslig kommunikation’, fra økologiske anliggender og klimaforandringer til de binære kategoriers sammenbrud (og i samme åndedrag også den menneskecentrerede tænkning). Selv om tanken om det ‘tværartslige’ har været hypet i samtidskunsten i en del år, indrømmer jeg, at der er god mening i at bringe den videre ud til en bredere offentlighed. Jeg tvivler dog på, at denne samling værker gør det komplekse emne og dets udløbere begribelige for en flok uindviede; kløften mellem udstillingens intentioner og formidlingen af dens fysiske manifestationer er simpelthen for stor.
Ikke desto mindre blev det livs-sjove ved turen krydret med nogle gode kunstoplevelser. Hvad angår det ‘tværartslige’, er højdepunkterne efter min mening Jonathas de Andrade’s film O’ Peixe (Fisken) (2016) og Superflex’ skulpturelle installation Dive-In (Spring i) (2019). Når man dykker ned i andre lag af udstillingens tema, nemlig lydens potentiale til at åbne op for en mere diffus fortolkning af de kategorier, der udgør vores virkelighedsforståelse, er det væsentligste værk uden tvivl Lawrence Abu Hamdans After SFX (Efter SFX) (2018). Derudover skæver udstillingen også til spørgsmål, der berører offentlig kunst og monumenters betydning, f.eks. i Ayse Erkmens værk Lonesome George(2020) og Olga Ravns litterære værk om kvinder anklaget for heksekunst på Køgeegnen i det 17. århundrede.
Alt i alt føles Hummings som en udstilling, der vil for meget og bliver forpustet af at løbe efter sig selv – et projekt med høje ambitioner, hvis formelle realisering desværre halter.
