Det er en mørkere, mere reflekteret Tal R, end den glade, naive malerdreng, vi har lært at elske ham som, der bliver præsenteret på Louisiana i disse dage. Kunstneren, hvis museumsdebut fandt sted for præcis 20 år siden på netop Louisiana, bliver ofte forstået som en enegænger, der ved at gå egne veje genintroducerede maleriet som udtryksform i de ellers så ironiske og konceptfokuserede 90’ere, og på Louisiana har man ført den tanke ud til dørs og simpelthen oprettet Academy of Tal R, et rum for den ikke-akademiske, maleriske eksperimenteren.
Udstillingen starter i et fordelingsrum, der giver adgang til to dele: En Louisiana-kurateret gennemgang af vigtige sammenhænge i Tal Rs produktion til højre og en afdeling med nye værker til venstre. I selve fordelingsrummet har man ophængt en række ældre værker og parret dem med fem formidlingstekster, der forsøger den umulige opgave at sprogliggøre væsentlige pointer i Tal Rs produktion på en «ikke-akademisk» måde. Det er lidt som at høre familiefestens fulde onkel sige swag – kontraproduktivt og småpinligt for alle involverede.
Går man til højre, ledes man ind i en smal gang, hvor skulpturer af forskelligt tilsnit står så tæt, at de griber ind i hinandens rum og får karakter af en totalinstallation. Der er pænt meget Tivoli over opsætningen, der er lige dele kitsch og mystik, abstraktion og genkendelige væsener. Figurer og rekvisitter snurrer med mekanisk langsomhed omkring sig selv, og kaster lange, foranderlige skygger over hinanden og rummets væggene. Det er en slags ormehul, hvorigennem man som en anden Alice i Eventyrland lader sig katapultere ind i et fremmed univers, hvor ting ganske vist ligner, men meget sjældent er identiske med verden udenfor.
Det er denne overgangsmetaforik, der præger hele den kuraterede del af udstillingen. Her er værker fra de fleste af Tal Rs perioder: De Picabia-agtige letpåklædte kvinder i bohemeinteriørs, der kæderygende og med selvbevidst ligegyldighed kigger tilbage på beskueren og Københavnerbillederne af indre bys smalle gader, hvor spøgelser fra det forrige århundrede blander sig med samtiden, Sexshop-facaderne, der både skærmer og koketterer med den hemmelige, lystfulde verden bag ruden og den præ-finanskrise-agtige Adieu Interessant-serie, der om noget er blevet kunstnerens varemærke.
Man har bevidst fravalgt de mest figurative værker til fordel for mere gådefulde rum, fyldt med figurer, der står på tærsklen til noget. Et helt rum er fyldt med store værker med døre, trapper, nøglehuller og indgangspartier, og det handler helt åbenlyst om grænser og overskridelser. Konkret i sexshop-billederne, hvor facaderne trækker en grænse imellem et indre og ydre rum, og mere subtilt i motiver med nøglehuller eller øjne, hvor det er grænsen imellem det fantastiske, kunstneriske rum og publikums eget, der trækkes op. Og selvfølgelig handler det også om Tal Rs egne overskridelser af konventioner og regler for, hvad man kan tillade sig med maleriet. Det er Tal R i dialog med både kunsthistorien og med sig selv, man finder i denne del af udstillingen, hvor motiver spores og forfølges på tværs af kronologi og sammenkobles til et tegnsystem, der ikke har meget med det logisk-verbale at gøre.
Tegnsystemet udfoldes helt i udstillingens anden del, der består af nye værker. Foruden en serie ikke voldsomt interessant malerier af togvogne i afdæmpet farveskala, domineres denne del af den helt nye, enorme installation Deaf Institute. Installationen tager form af en labyrintisk struktur, hvor man som beskuer zigzagger igennem en slags arkiv over tegn og motiver, der krydsklippes og sammenkobles med en voldsom, lidt Jonathan Meese-agtige dynamik over 99 kollageværker. Det snedige er, at det er umuligt at komme på tilstrækkelig afstand til at danne sig det overblik, som ellers er arkivets grundtanke, men bliver kastet rundt i systemets indre logik uden at kunne samle de enkelte dele af alfabetet til et egentligt sprog.
Deaf Institute er på sin vis en fortætning af hele udstillingen, men det er netop ikke en nøgle til Tal Rs univers. Der ligger i værkets titel den forudsætning, at man ved at frigøre sig fra en del af sit sanse- eller forståelsesapparat bliver skærpet på de andre, og hos Tal R gælder det, at værkernes egen indre, visuelle logik først træder tydeligt frem, når man frigør sig fra det sproglige. De er drevet af en dynamik, som er maleriets egen, og som ikke forholder sig til hierarkier og regler om materialer eller udtryksformer eller har den retning og fremdrift, der kendetegner det narrative. Det betyder ikke, at det er kunst for kunstens egen skyld, for værkerne vil os helt klart noget, også noget, der har med den ydre verden at gøre. Men det foregår på maleriets præmisser: Vi kigger på et billede af verden, og billedet kigger tilbage på os med sin egen version.
