Sophie Z.S Suaning, Skjulested, Hallen, København
Sådan en søndag i regnvejr, bare gå ind i Nørrebrohallen, og gennem lugten af børn og badminton finde mikroudstillingsstedet Hallen. Der står Sophie Z.S Suanings seks malerier og er magnetiske, på en måde forgiftede. Figurer, måske i opløsning eller trance, hjemsøger lærrederne og gør dem højlydte, som transmissioner af en messe fra de mystikmættede inderste, usynlige steder. Lærrederne føltes som digte. En regn af små kys udover et treøjet ansigt, hvid skræk i blodhalsen, volddunkle kanaler ind til, hvad, hjertets bagsider? Noget og nogen findes virkelig i de her malerier, de er overfladens modsætning og tit har de flashet igennem mig, siden jeg først så dem.
Lene Adler Petersen, Rummet og tingene, Den sorte diamant, Det Kgl. Bibliotek, København
Yndlingsrangeringer er tit svære og unødvendige, men Lene Adler Petersens udstilling var en indlysende yndlings. Konsekvent enkelhed gennem mange af hendes fotoværker, og i hendes skrift især, parforholdene mellem ting, der usentimentalt, ligefrem deadpan-agtigt, men aldrig ironisk eller povera-romantiseret, beskæftiger sig med det. Med essenserne af menneske. Evindelige dualismer og duo-længsler, det vi føler, og dem vi er forbundet til. Det eneste rigtig vigtige, om man vil. Men højprosaisk, renset for smeltet patos og leflende skønhed. Adler Petersens evne til lavpoetiske oversættelser af grundtilstandene rører mig dybt, hun ser, og jeg ønsker for mig selv og for alle: at se.
Angharad Williams, The Bottom Dogs II, Simian, København
Da Simian viste Angharad Williams’ overlegne værk Solo Performance, var alting lidt på vrangen. En fritstående hvid kube, stor som et rum, om kuben løb et stramt bånd af lys. En film? Men kuben var ikke et rum, filmen ikke en film. Båndet af lys derimod: 55 meter 35mm-filmrulle. Mund, øjne, stum tale, det lignede ængstelighed, måske hemmeligheder. Og et vrangvendt filmpublikum, der selv måtte bevæge sig for at se filmen, kigge på frosne billeder, smal stilhed. Indlysende enkelt, at en film bliver et arkitektonisk loop, historier du selv må drive frem – og netop den lykkelige enkelhed, der hører den sprødeste kunst til.
– Nanna Friis fra København er freelancekritiker og kurator og en af Kunstkritikks faste skribenter.
Øvrige bidrag til årets julekalender, se her
