Gåtur med Sonja

Sonja Ferlov Mancoba er nærmest virtuelt til stede på Statens Museum for Kunsts udstilling for hendes eftermæle.

Sonja Ferlov Mancoba, Effort Commun, 1963-64, Sortedams Sø, København. Foto: Uffe Isolotto.

Sonja har fulgt mig det sidste års tid. I tankerne, i arbejdet og i gåture langs Søerne i København, hvor jeg dagligt møder hende i form af hendes bronzeskulptur Effort Commun, der har udsigt til Fugleøen og mennesker, der promenerer forbi med kaffe i hånden. Hun er for længst blevet en del af mit panoramiske tapet, men lige nu er hun igen nærværende, et stensmut fra Søerne, på Statens Museum for Kunst.

Den dansk-franske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) har længe været en kunstnernes kunstner, så derfor er den monografiske udstilling på Statens Museum for Kunst noget, man længe har set frem til. Personligt har jeg arbejdet på et større virtuelt projekt med udgangspunkt i Effort Commun, men nu skal jeg, i overført betydning, træde ind i det gipsstøvede atelier i Paris hun arbejdede i de sidste år af sit liv, og komme helt tæt på hende. Udstillingen rummer nemlig også en stor del skimmelramt arkivmateriale, der stammer fra et læs flyttekasser fra atelieret og indtil nu ikke har været vist for offentligheden.

Ferlov Mancoba vokser op i en velhavende familie nord for København, går på kunstskole og møder ligesindede, især kunstnerne Ejler Bille og Richard Mortensen, som hun danner den abstrakt-surrealistiske gruppe Linien med. De er stærkt inspirerede af psykoanalysens teorier om menneskets indre liv og som ung kunstmaler er det også den vej hun går ned ad. 

På en udstilling, hvor hendes œuvre lægges frem er det også forventeligt, at den del vil være repræsenteret, men hovedvægten ligger på hendes arbejde i plastiske materialer – hovedsageligt gips og ler, når det stod til hende selv. Hun var generelt ikke så interesseret i at få sine ting støbt i bronze, og kasserede også værker når samtalen med dem ikke var tilfredsstillende. Værket Ugle (1936) havde hun allerede givet bort, men en dag hentede hun den og «resolut plumpede den ud i Birkerød Sø», som hun selv formulerede det.

Det første man møder på udstillingen er et videoklip af Ferlov Mancoba i sit es. Hun er i gang med at tegne en simpel figur på gulvet med kridt. Det er en maskelignende skikkelse med to ben. Med kyndig hånd arbejder hun blår (et affaldsprodukt fra produktionen af hamp og hør) og gips rundt langs stregerne, og bygger på den måde hurtigt figurens linje-krop op til et stabilt relief, som hun kan lade tørre og derpå rejse til en stående figur, som hun så kan arbejde videre på. 

Det er en basal teknik, som man også bruger i 3d-software, når man vil omsætte en todimensionel flade til en rumlig form; man ekstruderer stregen til den bliver en form. Det er den teknik hun lærte af sin nabo i Paris, den italienske billedhugger Alberto Giacometti, og det er dén teknik, som min kone, der også er kunstner, har lært af en kollega, som har samlet den op fra Ferlov Mancoba. Som sagt: hun er en kunstnernes kunstner.

Sonja Ferlov Mancobas atelier, Rue du Château, Paris. Foto: Lena Jacobsson

Giacometti var ikke kun en inspiration og læremester, han hjælper også Ferlov Mancoba med at etablere sig i Paris, da hun flytter dertil i 1930erne. Her møder hun den sydafrikanske billedhugger Ernest Mancoba, der er flygtet fra racehadet i Sydafrika og er løbet lige ind i optakten til 2. verdenskrig, og som hun senere gifter sig med i en interneringslejr i Frankrig. Mødet med Ernest skærper hendes politiske ståsted og sammen kæmper de en kunstnerisk kamp for at værne om fællesskabet, den sammenhængende ånd, og Ferlov Mancoba rendyrker sit udtryk, der er baseret på et globalt etnografisk billedsprog.

På Statens Museum for Kunst er udstillingsarkitekturen bygget op omkring Sonja som person, et sympatisk og mytologiserende træk, der skaber en naturlig spredning af værker i det varmt belyste rum. 

Centralt i rummet er Torben Glarbos film om kunstneren fra 1982. Vi ser hende arbejde i atelieret. Uden for vinduet larmer Paris forbi, men indenfor danser gipsstøvet dovent i lyset, der filtreres igennem gardinet. Altså gardinet i filmen, som i øjeblikke matcher draperingen med de omgivende draperede, transparente gardiner, der omslutter området for filmvisningen. Det er et scenografisk greb, der virker, og gør oplevelsen af at være tættere på kunstneren allestedsnærværende. De lagdelte, industrielt udseende siddeskumplader under vores balder kommunikerer lavmælt at vi er med i en følsom arbejdssituation, og vi nikker ja, tysser og giver os hen.

Rummet omkring præsenterer hendes værker; tegninger, malerier, gipsarbejder, bronzestøbninger, placeret på sokler, podieforløb, med bagvægge. Det er tydeligvis lagt stor opmærksomhed i at få følelsen af proces frem i opsætningen. Og det er en tillægsfornøjelse af lade den dobbelte sensibilitet være i spil, så man kan tage både værkernes skulpturelle kvaliteter og materialiteten i den museale iscenesættelse ind på samme tid.

Sonja Ferlov Mancoba, Levende grene, 1935. Museum Jorn, Silkeborg.

Når Ferlov Mancobas første spæde forsøg på en skulptur, Levende grene (1935), bliver understøttet af en sokkel bygget op af kombinationer af akrylplast, metalplader og MDF, og det skelsættende værk Skulptur 1940-46, rejser sig som en ildevarslende hajfinne fra gulvet på en minimal sokkel af simple betonfliser, så springer der små tindrende gnister hen over hjernebarken på mig af ren sensibilitetshenrykkelse.

I et tilstødende rum finder man arkivet. Et par store montrer og et vildtvoksende display rummer en mangearmet fortælling om kunstneren.  Nogle gange er det breve til en veninde, andre gange er det fortællinger om kunsten, såsom historien om Giacomettis værk Usynligt objekt eller Hænder, der griber om et tomrum (ca. 1934). Giacometti smadrer i frustration skulpturen, hvis maskeagtige hoved bærer på  ubestemmelige referencer til mexicansk offerkult. Da Ferlov Mancoba forventningsfuldt besøger hans atelier for at se værket, finder hun hovedet og tager det med sig. Historien er nærmest et spejl på, hvordan hendes egen skulptur Torso (1940) blev ødelagt af naboer til hendes atelier, fordi de fandt den for frastødende i sin umiddelbarhed.

Øjnene i hovedet på Giacomettis skulptur stirrer vidtåbne ud i intetheden, det ene øje er krydset ud, som det blinde øje på Odin, der kigger indad i visdom. Men der er også en påfaldende lighed mellem øjnene og et visir, der halvt holder et øje på den fysiske verden og halvt er til stede i en form for virtualitet, en ny åndelighed. En nærmest krigerisk åndelighed, hvis man skal følge tankegangen hos den franske digter og dramatiker Antonin Artaud, som Ferlov Mancoba var meget optaget af. I hans optik skulle mennesket frigøre sig fra ydre og indre organer, for at fravriste sig den dyriske libido, der havde besat mennesket. En tankegang der også kan ses manifestere sig i de knoglede skulpturer Ferlov Mancoba skaber de sidste år af hendes liv. Her er motiverne hule, pindede kroppe, masker og hovedskaller.

Det er i arkivet, væk fra den kanoniske præsentation af hovedværkerne, at Ferlov Mancobas tilstedeværelse trænger sig mest på. Det er her hun bliver virtuel,  ikke-konkret, og derfor kan aktiveres igen i vores bevidsthed. Som et plastisk materiale, der kan glide ind i vores tid og manifestere sig som et pejlemærke. Og netop derfor kan man roligt fortabe sig i stoffet herinde i Ferlov Mancobas hjerne, i åndens skellet.

Sonja Ferlov Mancoba, Squelette de l´esprit, 1984. Foto: SMK.

Da Ferlov Mancoba dør i Paris i 1984 er hun en anerkendt billedhugger i kunstneriske kredse. Ernest og Sonjas søn Wonga er også billedkunstner, og det er ham der, kort før sin død, grundlægger The Estate of Sonja Ferlov Mancoba i 2013. Herfra er det gallerierne og museerne, der tager over og fortæller historien. Med til udstillingen hører et digert katalog på størrelse med en betonflise, flot gennemillustreret og velfortalt med forskningsbaserede tekster, så positionen nu er grundigt cementeret. Sonja Ferlov Mancobas historie er blevet allemandseje, og i en tid hvor usikre politiske vinde blæser igen, så kan vi alle varme os ved udstillingen og tanken om, at det essentielle i livet er aktuelt igen. 

 – Uffe Isolotto er en dansk billedkunstner bosiddende i København. Som en del af kunstnergruppen Age of Aquarius arbejder han på et offentligt augmented reality-projekt med udgangspunkt i Sonja Ferlov Mancoba og Søerne i København.

Læserindlæg