Aarhus Havn er, i lighed med mange andre gamle industrihavne, indenfor de seneste år blevet forvandlet til et udstillingsvindue for monumentalt, arkitektonisk blær, der skal signalere, at her går økonomisk vækst hånd i hånd med et moderne, æstetisk storbyliv. I den såkaldte Dokk1, der blandt andet rummer byens bibliotek, finder man en musikvideo, der tager afsæt i netop denne arkitektur. Over adskillige skærme, både indendørs og udenfor spiller nemlig George Henry Longly & Nelson Beers Seachers (2019).
Searchers er optaget i biblioteket og andre steder, hvor Aarhus tager sig ud som en beskidt storby – blandt andet på en dunkel natklub og et dystert udseende spor på Aarhus banegård. Vi følger en ung, hættetrøjeklædt mand med et moderigtigt, mut udtryk, spillet af Beer selv. I en slags akavet og intens, stofpåvirket dans vrider han sig igennem byens hovedpulsårer til et elektronisk soundtrack, der desværre forsvinder i Dokk1s almindelige kaos af børnefamilier på lørdagsudflugt.
Værket er en del af byrumsudstillingen You Are in My Veins, der er kurateret af Charlotte Sprogøe, som bruger byens stemninger, intensiteter og mentale tilstande som afsæt for en historie om kærlighed i grænselandet mellem begær og besættelse.
«You are in my veins, you fuck,» skulle topmodellen Kate Moss angiveligt have skrevet til sin kæreste, junkien og musikeren Pete Doherty, og den linje lægger titel til en udstilling, der flyder igennem og iscenesætter Aarhus som en hip, moderne storby. En by med «en punket og kaos-dyrkende undergrund,» som det hedder i pressemeddelelsen, før tonen skifter til decideret ejendomsmæglerlingo: «Aarhus er kendt som Music City […] Den former sig, med sine mange Michelin restauranter, dusinvis af fortovscafeer, pittoreske boutiques og brostensbelagte latinerkvarter, som en dragende mini-metropol af wellness og nydelser for gæster fra både opland og udland.»
Det er i byens labyrintiske system af baggård og smalle gyder, hvor den slumromantiske rock’n’roll-attitude føles særligt stærkt, at vi finder størstedelen af udstillingens værker.
Under loftet i en port i Mejlgade – epicenteret for Aarhus’ kreative miljø – har Rolf Nowotny installeret en frise af små, keramiske fisk, der leder ind i baggården, hvor et keramisk måneansigt på hjul kigger op mod himlen. Netop denne baggård rummer New Age Wisdom Center, et alternativt behandlingscenter, hvor der udføres alt fra håndlæsning til kontakt med afdøde, og her, hvor himmel og jord, sjæl og krop forenes, passer Nowotnys underspillede værker perfekt ind som en blanding af symbol, levende væsener og spirituelle ledestjerner.
I bunden af en anden mosbegroet baggård finder vi Astrid Svangrens sfærisk-drømmende installation af stoffer, tørrede blomster og plastikrester. En samling af høje skulpturer, dekoreret med et utal af taktile materialer, ligner en form for urmennesker eller amorfe, mytologiske mindesmærker, placeret af en ukendt civilisation. Jeg er ret vild med denne del af udstillingen, der består af små, sarte indgreb på steder i byen, der er så godt skjulte, at det er som at finde en skat, når små portaler af spirituelle og emotionelle energier åbenbarer sig i undseelige formater og forgængelige materialer. De føjer sig blødt og antimonumentalt ind i byens oversete huler og anråber ikke den, der ikke leder efter dem.
Netop det antimonumentale og det forgængelige er to spor i You Are in My Veins, hvis værker dels forgrener sig ud flere steder i byen (Longly & Beers video har afstikkere på Molslinjen og bannere med stills fra videoen henover gågaden, mens Nowotnys værk fortsætter i en række små figurer i Borgporten) og dels popper op og forsvinder i løbet af udstillingsperioden.
To performances af henholdsvis Adam Christensen og Alex Cechetti har afsat spor i form af Christensens musikvideo på værtshuset Le Coq og Cechettis stofbannere med drinksingredienser over en smal gyde, men man ville helt klart hellere have oplevet de to performances under åbningsweekenden. Gik man som jeg glip af disse, misser man helt det element af vildskab og hedonistisk natteliv, der har lagt titel til udstillingen. I stedet fremstår You Are in My Veins som en intim og sart hyldest til kærligheden, begæret og sanseligheden.
På Kvindemuseet bidrager japanske Soshiro Matsuba med en tredelt installation, der bygger på legenden om komponisten Alma Mahlers forhold til den ekspressionistiske maler Oskar Kokoschka. Efter at være blevet forladt af Mahler, fik Kokoschka fremstillet en dukke i hendes billede, og det er den dukke, vi møder i installationen. Over tre etager hengiver to mannequinner sig til deres vanvidsramte begær, og med Kvindemuseet som betydningsbærende ramme, tegner Matsuba et billede af den psykologiske relation imellem kunstneren og hans begærsobjekt; om uforløste drømme og det, der aldrig kan besiddes.
Værkerne glider elegant ind i baggårdenes sprækker og hemmelige huler, hvor de ligger og funkler, mens de venter på at blive opdaget. Om det ligefrem er byens dunkende pulsåre, de flyder i, kan jeg dog godt have min tvivl om. Dertil står deres egne historier og bløde forgængelige tilstedeværelse så stærkt, at de overtrumfer den underliggende historie om det byrum, de er med til at iscenesætte. Heldigvis, kunne man næsten sige, for pressemeddelelsens lidt provinsielle forherligelse af Aarhus som farlig storby kommer nærmere til at fremhæve, at selv det fineste og mest forsigtige udsagn i offentlige rum også altid kan misbruges i en anden agenda; nemlig den, der handler om brandet Aarhus.
