Har vi urealistiske forventninger til de objekter, vi omgiver os med, spørger Alex Da Corte med en ny udstilling, der iscenesætter genstand fra arkivet på The Warhol Museum i Pittsburgh. 50 Wigs, som udstillingen på HEART hedder, fremstår som et funklende løfte om, at vi gennem Warhols efterladenskaber kan få adgang til manden bag ikonet. Men er det en fair fordring at stille 50 parykker fra sidste århundrede? Svaret er nej, og så alligevel.
Den faste samling på HEART Herning Museum of Contemporary Art centrerer sig omkring 60’ernes avantgarde med Piero Manzonis dåse med kunstnerlort som udgangspunkt. Dette fokus på avantgardens sammensmeltning imellem liv og kunst går igen i mange af museets særudstillinger, og der er derfor tale en gedigen HEART Classic, når den amerikanske superstjerne Alex Da Corte med 50 Wigs iscenesætter 60’er-ikonet Andy Warhols egendele i fire store installationer.
Alex Da Corte har haft fri adgang til Pittsburgh-museets arkiver og har til udstillingen udvalgt 91 af Warhols personlige ejendele, der iscenesættes i fire store totalinstallationer. Udstillingen fungerer således som en selvstændig perspektivering af den Warhol-udstilling, der finder sted på museet samtidig, og som har særligt fokus på den mere eksistentialistiske del af popikonets produktion. Som et hint til Warhols ikoniske Brillo-bokse har Da Corte suppleret kunstnerens egne ting med mere samtidige udtryk for forbrugskulturen: billigt, trashy, fluoriserende plastikskrammel fra de nederste hylder i en one-dollar-shop, der krydres med kitschede loppemarkedsfund og sågar et par Beuys-værker fra museets samling.
Ligesom Warhol var det i sin tid, er Alex Da Corte optaget af vores relation til de genstande, vi omgiver os med. Udstillingens første rum har spejlgulv og sølvfarvede vægge, og her har da Corte iscenesat de 50 parykker, der har lagt titel til udstillingen. De ligger henslængt, nogle på mannequinhoveder af fnugget hvid flamingo, andre direkte i plexiglasmontrens bund, hvor de ligner døde fugle. Der er en spænding imellem rummets futuristiske glathed, der ligner noget kuratorkollektivet DIS kunne have fundet på overfor parykkernes amputerede sårbarhed. Som de ligger der, løsrevet fra alt den glitter og glam, som Warhol ofte bliver forstået som eksponent for, ligner de en samling underligt taktile relikvier fra en anden tid.
De fire installationer tematiserer på elegant vis aspekter af mennesket Andy Warhol i antydninger, stemninger og små hilsner, frem for store biografiske narrativer. Et tapet med blå sommerhimmel danner baggrund for en natklubscene med en halvt udpakket diskokugle i dialog med en oppustelig fødselsdagskage fra Warhols arkiver. En overdimensioneret himmelseng i lummer boudoir-belysning er podie for en opstilling af hatte med slør og andre intime ejendele. Det er surrealisme og campet materialepoesi for fuld udblæsning, men der er også en helt usædvanlig sensibilitet overfor det, man måske kunne kalde genstandenes indre konflikt. Man fornemmer, at objekterne er del af en større historie, at de hele tiden peger hen imod noget, som ikke er indeholdt i genstanden selv, men som vi heller ikke for alvor kan trænge ind i. Genstandene er på den måde både glatte, afvisende objekter og tegn, der fremprovokerer en automatisk associationsrække hos beskueren.
Hos Da Corte er tingene ikke bare shiny masseproducerede forbrugsgenstande, de er i lige så høj grad eksponenter for en drøm og en fantasi, som de alligevel ikke magter at gøre til virkelighed. Uanset om der er tale om Warhols ikoniske parykker eller en shampooflaskes løfte om duftende, dugfriske forårsenge i Sydtyrol, har vi en forventning til, hvad genstanden kan tilbyde os, der går ud over dens rationelle funktion. Warhols parykker skulle ikke bare skjule en tiltagende skaldethed, de var også en del af en konstant forskydning af identiteter. I 50 Wigs lover de os en større forståelse af manden under håret, som naturligvis lige så lidt kan nås, som shampooens drømmeverden af uberørte græsenge. For samtidig er henholdsvis paryk og shampooflaske nemlig samtidig også bare det: En gammel mands efterladenskaber og en 99 cent-plastikdunk med en duft af kemi. De er objekter, der skuffer, fordi de alligevel ikke er i stand til at give os, hvad vi tror, vi vil have.
Alex Da Cortes ophobninger af genstande vidner om en forkærlighed for materiel overflod, der virker lige dele ironisk spottende og oprigtig. På en af udstillingens vægge bugner hylderne af genstande placeret efter en tilsyneladende egen logik. Med en ophobning af genstande – Beuys-værker, fundet i HEARTs samling, Warhol-relikvier og Wonderbaums fra den lokale tankstation – skaber da Corte en slags forceret visuel poesi. Det er små scener til film, der ikke udspiller sig, et teater af genstande, der forskyder og forstærker hinandens formelle træk, men som hele tiden også spiller en anden rolle end den rent funktionelle.
Det er her Da Corte især brillerer; i hans fornemmelse for form og farvekombinationer og i hans evne til at klemme en nonchalant poesi ud af de mest banale objekter og samle dem i drømmelignende, hyperreelle universer. Alene mængden af mulige symboler virker dragende på vores lyst til at afkode dem, løse rebussen og finde frem til manden bag ikonet. Men mon ikke det er en del af Alex Da Cortes masterplan: At de genstande vi omgiver os med glimter af potentialer, drømme og løfter, og at de ufravigeligt kommer til at skuffe os.
