Mette Winckelmanns udstilling på Den Frie handler om kropslig og kunstnerisk frigørelse, men forpasser muligheden for at bidrage til den aktuelle queer-debat.
Der er lagt op til fest i Martin Erik Andersens udstilling på Galleri Susanne Ottesen, men det er mere fashion end fortabelse, der ledes henimod.
Er det stadig den velkendte form for subtil drengerøvshumor, der er motoren på A Kassens solo-udstilling i København – eller er de vokset fra skarnstregerne? Både ja og nej.
Afgang 2011 i Kunsthal Nikolaj afspejler en tendens, hvor kunsten på den ene side tages for alvorlig (som vare), og på den anden side ikke tages alvorlig nok (som potentiale).
Pinds udstilling i det nye galleri Christian Andersen ansporer til refleksion over hvad vi dannes af, og hvordan vi selv er med til at danne vores verden.
Einat Amirs performance i Malmö var en fremvisning af det paradoksale forhold mellem den ubændige eventyrlyst og den grundfæstede angst for det fremmede.
Udstillingen «De Kooning, De Kooning, De Kooning…» på David Risley Gallery i København er spidsfindigt kontekstualiseret men udvalget på 6 kunstnere kan ikke bære den intenderede «reeksaminering af den ekspressionistiske arv».
Kateryna Lysovenkos utställning i Helsingborg glöder.
Maleriet blir destinasjon og begivenhet når Katharina Grosse sprayer ned Munchmuseet.
Ann Lislegaard og Amalie Smith forsøger begge at indkredse det levende gennem dets modsætninger. Ikke så betryggende, men meget menneskeligt.
Maria Pasenau er rå, i alle betydninger av ordet.
