Farvel til kunstnermyten
Kærkommen udgivelse om feministisk produktionsæstetik vender blikket mod kunstens bagland og spørger os, hvordan vi ønsker at leve og arbejde.
Kærkommen udgivelse om feministisk produktionsæstetik vender blikket mod kunstens bagland og spørger os, hvordan vi ønsker at leve og arbejde.
Lee Lozanos ætsende kulturkritik billedliggør de voldelige perversioner, som amerikansk kultur er grundlagt på.
Utstilling på Kraft vender oppmerksomheten mot sansningen og hvordan vi erfarer verden ulikt.
Ny utställning visar att Ulf Linde hela tiden hade rätt om postmodernismen.
I Apichaya Wanthiangs solo på Munchmuseet ledsages intimiteten av en lengsel etter nærhet.
Maria Wæhrens både behersker maleriet og sætter det fri. Det ville klæde hendes galleri at gøre det samme.
Med etterfestens traumer i kroppen strener Marthe Ramm Fortun gjennom byen uten hensyn til normer eller egen sikkerhet.
Vissa av Mary Ellen Marks bilder är rätt problematiska.
Rachel Harrisons skulpturer er slaver av begjæret sitt. Som deg.
Nitjas gamingutstilling nøyer seg med fattige imitasjoner av mediet den vil undersøke.
Alexander Basils självporträtt på Nevven i Göteborg är lika mångfacetterade som en låt av ABBA.
Cao Feis udstilling på Charlottenborg er lidt for tung at være i, men trods alt et besøg værd.
Kateryna Lysovenkos utställning i Helsingborg glöder.
Maleriet blir destinasjon og begivenhet når Katharina Grosse sprayer ned Munchmuseet.
Ann Lislegaard og Amalie Smith forsøger begge at indkredse det levende gennem dets modsætninger. Ikke så betryggende, men meget menneskeligt.
Maria Pasenau er rå, i alle betydninger av ordet.