Striden om en ny kunsthal i København ser nu langt om længe ud til at fået mere permanent udfald. Copenhagen Contemporary har underskrevet en tiårig lejekontrakt på Refshaleøen ud for Langelinie og åbner i slutningen af juni med kunsthistoriker Marie Nipper som direktør.
Det sker efter, at Københavns Kommune i november sidste år valgte at støtte Copenhagen Contemporary med tre millioner kroner og samtidig tilkendegav et ønske om at arbejde på en mere varig bevilling til projektet, der ellers udelukkende har været drevet med midler fra private fonde. Læs Kunstkritikks dækning af sagen her.
Copenhagen Contemporary blev etableret af kunstsamler Jens Faurschou og tidligere direktør for ARoS, Jens Erik Sørensen, og har fra juni 2016 til december 2017 eksisteret som pilotprojekt på Papirøen i Københavns Havn. I løbet af det halvandet år er der blevet vist en række udstillinger med store internationale navne som Bruce Naumann, Anselm Kiefer, Sarah Sze og Bill Viola med hensigten at overbevise politikerne i København om manglen på et internationalt kunstcenter i stil med Palais de Tokyo, MoMA PS1 og Tate Modern.
Når det nye Copenhagen Contemporary åbner den 28. juni er det da også netop med Superflex’ One Two Three Swing!, som Tate Modern kommissionerede til Turbinehallen sidste år samt videoinstallationen Song 1 fra 2012 af Doug Aitken.
Lejemålet i B&Ws gamle svejsehaller, der indtil for nyligt var kulisseværksted for Det Kgl. Teater, lyder på 7.000 m2 og er rundt regnet lige så stort som byens øvrige fem kunsthaller tilsammen. Den nye direktør, Marie Nipper, overtager posten efter Jens Erik Sørensen. Hun er uddannet kunsthistoriker fra Aarhus Universitet og tidligere overinspektør på ARoS (2012-2015) og kunstfaglig leder påTate Liverpool (2017-2018).
Du kommer fra en position som kurator og kunstfaglig leder på Tate Liverpool. Hvilke erfaringer tager du med dig derfra i rollen som direktør for Copenhagen Contemporary?
Først og fremmest en stor kuratorisk erfaring med at lave udstillingsprogrammer både hands on og på ledelsesniveau. Men jeg har i det hele taget lært meget af at være i England i forhold til, hvordan man tænker sine museer og kulturinstitutioner. Herhjemme er vi langt med at indarbejde åbenhed i måden, vi går til publikum på. Men i England er der mere dynamik og udadvendthed i de institutionelle overvejelser, som vi godt kunne lære noget af. Man taler for eksempel meget mere om emner såsom køn, etnicitet og det globale perspektiv og diskuterer, hvordan man vil repræsentere verden som institution.
Copenhagen Contemporary har vist en række blockbusternavne. Er det fortsat linien eller hvad kan vi vente os af udstillingsprogrammet fremover?
Ja, det er det. Med de nye og større lokaler på Refshaleøen ønsker vi at differentiere os i forhold til kunstens institutionelle landskab i Danmark som dem, der kan kommissionere stedspecifikke værker fra de helt store verdenskunstnere. Det ligger heller ikke langt fra min egen kuratoriske profil at arbejde med den form for udstillinger. Dét sagt, så kunne jeg godt tænke mig, at vi også får et mere fokuseret spor, hvor vi arbejder tematisk og ser på, hvordan vores rum kan fungere, når man går ned i skala. Det udelukker jo unægteligt nogle kunstnere, når alting skal tænkes stort.
Hvilke tematikker ser du gerne foldet ud?
Et tema, jeg er meget interesseret i, er det performative. Der er vi bagud på det institutionelle plan herhjemme, hvad angår at indarbejde performancekunsten i vores udstillingsprogrammer. Det er stadig meget eventbaseret. På Tate Modern i London for eksempel har man en performanceafdeling, som arbejder dedikeret med at udvikle den del, også i forhold til en samlingsstrategi. Selv er jeg meget inspireret af de måder, Performa i New York arbejder på. De er gode til at se performative udviklingspotentialer også hos kunstnere, der normalt ikke arbejder med performance. Det har skabt nogle ret spændende værkformer. Hvis man kunne fået samarbejde op at stå om en dansk eller nordisk udgave af Performa, ville jeg være meget interesseret i det. Der er et møde mellem den internationale performancescene og det danske publikum, som slet ikke er opfyldt endnu.
Hvis du skal pege på en udstilling, du har lavet, som du har været særligt glad for, hvilken er det så?
Der er mange projekter, jeg har været rigtig glad for, men én, som har betydet meget for mig personligt, var faktisk udstillingen med Christian Lemmerz på ARoS i 2010. Vi havde ikke arbejdet sammen før og der var stadig hele denne her myte om ham som provokunstner. Det talte vi meget om i forhold til at få ham introduceret som den billedhugger og klassiske tegner, han også er, og det lykkedes ret godt. Der kom en mere nuanceret forståelse af Lemmerz’ værker på baggrund af den udstilling.
En drømmeudstilling på Copenhagen Contemporary?
Jamen en større præsentation af Pierre Huyghe eller Philippe Parreno ville da være lidt af en drøm. Det må vi se, om vi kan få til, men også kunstnere som Donna Huanca og Anne Imhof er personlige favoritter.
