Kunst er altid kunst, også når det er noget andet

Eksemplarisk Stig Brøgger-monografi fortæller også en større historie om kunstens udvikling fra ungdomsoprøret til det postmoderne opgør.

Stig Brøgger, De fire temperamenter, 1966. Syntalemalje på masonit. 244 cm høj og 600 cm på hver af de fire sider. Installation view, Trefoldigheden, København 1966. Foto: Stig Brøgger.

Da den amerikanske kunsthistoriker Michael Fried i 1967 skrev sit kritiske essay «Art and Objecthood» var terningerne, der skulle blive til det, vi i dag kalder «samtidskunst» nok kastet, men udfaldet langt fra givet. Betegnelser som «ABC-kunst», «primærstrukturer», «specifikke objekter» og «literalistkunst» er de betegnelser, som Fried bruger om alle de nye praksisser, der endnu ikke er landet i deres endelige kunsthistoriske kategorier.

NOW HERE, Birgitte Anderberg (red.), Mikkel Bogh, Anne Ring Petersen, Tania Ørum, Charlotte Præstegaard, Strandberg Publishing, 2019.
Stig Brøgger

En anden af 1960’ernes nye praksisser, installationskunsten, landede eksempelvis først på dansk grund i 1992 i sin endelige kasse, da betegnelsen «installationskunst» erstattede «environments» i vejledningen til optagelsesproceduren på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, hvor Stig Brøgger var professor i malerkunst fra 1981 til 1997. 

Brøgger, født 1941, var i  løbet af 80’erne – sammen med Else Marie Bukdahl, der blev rektor i 1985, og professor Hein Heinsen – de bærende kræfter i udviklingen af Det Kgl. Danske Kunstakademi, vi kender i dag,  hvor undervisningen er både praksis- og vidensbaseret. De var alle tre, sammen med historiker og oversætter Carsten Juhl, ligeledes med til at introducere den på det tidspunkt nye franske postmodernisme på dansk, gennem en række kompendier udgivet igennem 80’erne.

Fried ramte meget rigtigt i sin analyse af en generation af kunstnere, der stillede spørgsmål til alt, ikke mindst det klassiske modernistiske og autonome kunstbegreb og det omgivende borgerlige samfund. Men han missede en væsentlig pointe: Det var ikke den nye konceptuelle måde at gribe kunstværket an på og inddragelsen af den omgivende rum som en del af værket, der undergravede den klassiske kontemplative æstetiske oplevelse. Det var snarere, som den danske kunsthistoriker Simon Sheikh engang påpegede, popkunsten, dette uægte barn mellem kunst, kitsch og massekultur, der eroderede det finkulturelle fundament, som kunsten hvilede på og ikke, de nye praksisser som konceptkunsten, minimalisme eller land art, der alle forblev i kunstens mest ophøjede domæne.

Udgivelsen Now Here om den danske kunstner Stig Brøggers (livs)værk, som eftersigende har været 14 år undervejs, bliver akkompagneret af en lille fin greatest hits-udstilling i Galleri Susanne Ottesen, som Brøgger har været tilknyttet siden 1991. 

Begge samler på fornem vis den ovenfor beskrevne historiske udvikling, som den udmønter sig i en enkelt kunstners værk: Fra 1960’erne og 70’ernes prøvende undersøgelser og eksperimenter til det, vi i dag overordnet bare betegner «samtidskunst». 

Det er et værk, der følger og afspejler en historisk udvikling, som tager udgangspunkt i ungdomsoprørets primære resultat – skabelsen af en ny politisk klasse nemlig ungdommen selv, med egne politiske krav og drømme – over etableringen af den danske velfærdsstat og som ender med det postmoderne sammenbrud, der førte til opgøret med den hegemoniske moderne fortælling om en fælles verden skabt i Vestens spejlbillede.

Monografien, som er redigeret af seniorforsker og museumsinspektør på Statens Museum for Kunst Birgitte Anderberg, følger ikke en traditionel kronologi, men er bygget op omkring flere forskellige kunst-, kulturhistoriske og filosofiske blikke på Brøggers værk – tekstuelle nedslag af Mikkel Bogh, Anne Ring Petersen, Tania Ørum og  Charlotte Præstegaard, der på hver deres præmisser folder Brøggers praksis ud. Undtagelsen er måske en tekst af Jean-François Lyotard, der oprindeligt blev skrevet til udstillingskataloget for Flora Danica på Statens Museum for Kunst i 1990, der mere folder værket ind, end ud. Og hvis man er mere interesseret i, hvordan kunstnere selv folder deres tænkning ud, er der også rig lejlighed til det, da bogen, udover en enkelt tekst af kunstneren selv, har en overflod af gengivelser af værker, man som læser eller beskuer (hvis man foretrækker det blik), kan bevæge sig rundt i. 

Stig Brøgger, Platformprojekt, 1970. Fototavle, der dokumenterer realiseringen af Platformprojekt, først i Danmark og efterfølgende i New York. Foto: Anders Sune Berg.

Betragter man bogen som en udstilling, bliver det tydeligt, at udgangspunktet for Brøggers praksis, er alt det, der er værd at tænke over, fordi det er kunst. Hvad kunst er og kunne tænkes at være – herunder de strukturelle rammer og kontekster, der betinger kunsten – er de grundspørgsmål, der løber som en konstant igennem alle værkerne, uanset om det er klassisk maleri, nye fotografiske muligheder, bøger, tegneserier, eller dokumentationer af handlinger og situationer. Værkerne, særligt i slut-60’erne og første halvdel af 70erne, bobler næsten over af begejstring over alle de nye muligheder, der lige pludselig gives. 

Stig Brøgger er måske mest kendt som en af dem, eller måske den danske kunstner, der introducerede den amerikanske konceptkunst i Danmark. Hans livslange venskab med den amerikanske konceptkunstner Joseph Kosuth – hvis tekstsamling Tekster 1966-1990 blev udgivet i 1990 af Kunstakademiets Billedkunstskoler i dansk oversættelse – betød at den konceptkunst, der kom til at dominere i Danmark, blev den sprogfilosofiske New York-variant med fokus på tautologien, hvor værket ikke kan udsige noget udover sig selv. 

Det værk, jeg forbinder mest tydeligt med Brøggers konceptuelle praksis er Platformprojekt fra 1970, der blev vist på udstillingen Information på MoMA i New York, 1970. Det består af en platform i træ, som beskueren kan stille sig op på og bruge på egne betingelser. Værket er desværre ikke med på udstillingen på Galleri Susanne Ottesen, men kan ses, hvis det er oppe, på enten Sorø Kunstmuseum, eller MoMA i New York, der begge ejer en udgave af værket. 

Stig Brøgger, Hexagonbilleder, 1967-68. Syntalemalje på masonit. 9 billeder à 104 ×118 cm. Foto: Stig Brøgger.

En anden ting, der ved gennemlæsning af Now Here overrasker mig lidt er, hvor meget Brøggers værker i grunden er inspireret af amerikansk popkunst og populærkulturens billeder. Flere værker, for eksempel Pamela (1968), Hexagonbilleder (1967-1968) og De fire temperamenter (1966), bruger tidstypiske repræsentationer af kvindebilleder fra populærkultur og reklame.

Catherine Deneuve er tydeligt genkendelig i Hexagonbilleder, i modsætning til Pamela, der er et generisk portræt af nabokvinden, der, i tråd med tidens modediktat, forsøger at ligne Andy Warhols portrætter af Marilyn Monroe, som Anne Ring Petersen foreslår i hendes tekstbidrag i bogen.

Det er et tidstypisk maskulint blik, der, som i så megen popkunst aldrig tilkendegiver, om der er tale om et kritisk eller affirmativt blik. Trådene til popkunsten er ikke bare tilstede i mange af værkernes repræsentationer og optik, men også i Brøggers valg af palet. For en kunstner, der har  eksperimenteret med næsten alle de muligheder, der findes for billedproduktion, dukker maleriet op som en konstant igennem hele produktionen og her ses de klare primær- og pastelfarver fra popkunsten tydeligt. Det samme gælder værkerne fra slut-60erne og dem fra slut-80erne frem til i dag.

Skalakunst-projekterne fra slutningen af 70erne og starten af 80erne er der heldigvis også blevet plads til i Mikkel Boghs gennemgang. Institut for Skalakunst bestod primært af de tre kunstnere Stig Brøgger, Hein Heinsen og Mogens Møller, som stod bag en række værker i det offentlige rum. 

Frihedens port (1981) på Hvidovre Station, Stjernen – stjerneport – stjernesplinter (1978-80) på Ålborg Universitetscenter og Fredens port (1981-82) ved Fredensgade i København, er i min bog de mest præcise kunstneriske repræsentationer af velfærdsstatens drøm, der knækkede med oliekrisen i 1973. 

Stig Brøgger, Shooting, 1969. Fotoperformance. Foto: Stig Brøgger.

Som kontekstuelle historiske monumenter, markerer de også afslutningen på det nye rum af kunstnerisk formelle muligheder, der åbnede sig politisk og kunstnerisk i den sidste halvdel af 60erne og som fremkomsten af det postmoderne lukkede. Især Fredens port er et godt eksempel – en brutalistisk dekonstruktion af velfærdsstatens falmede optimisme, støbt i beton i en minimalistisk grundform brutalt stukket ned i et terrain vague, i overgangen mellem den gamle middelalderby og industrialiseringens klassiske arbejderkvarterer. Det er en hård og nådeløs moderne byport, som burde tilhøre den internationale kanon af moderne mesterværker i det offentlige rum. 

Det er i det hele taget opløftende at se et så omfattende bogværk og akkompagnerende udstilling samle en væsentlig dansk kunstner og underviser som Stig Brøgger, som gennem hele sit virke har insisteret på altid at udforske de muligheder, som verden giver og som kunsten er betinget af, uanset hvordan de måtte være. Dertil kommer, at udgivelsen er et markant bidrag til dansk kunsthistorie, fordi den med udgangspunkt i en enkelt kunstners eksperimenter og undersøgelser med afsæt i de nye kunstneriske og politiske muligheder, der opstod i 1960’erne fortæller en større historie. 

Dengang var det kunsten og kunstnerne, der instrumentaliserede efterkrigstidens samfunds nye teknologiske, økonomiske og  filosofiske muligheder, netop ved at skabe en ny kunst, der altid var på højde med det i tiden mulige. I dag er det næsten omvendt. Nu er det kunsten, der er blevet instrumentaliseret – teknologisk, økonomisk, politisk og filosofisk – også af kunsten selv, i en ideologisk kamp om social og økonomisk magt, uanset om man ønsker den eller har den. 

Lars Bent Petersen (f. 1964) er billedkunstner og rektor for Det Fynske Kunstakademi. Han er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, København (1985-1992), hvor han blandt andet havde Stig Brøgger som professor i perioden 1987 -1990.  

Udstillingen, Stig Brøgger, WORKING SPACE kan ses i Galleri Susanne Ottesen, København, frem til 27. april, 2019.

Institut for Skalakunst, Fredens Port, Fredensgade, København 1981-82. Foto: Stig Brøgger.

Læserindlæg