Udstillingen Et underlig redskap på Entrée i Bergen præsenterer syv nye oliemalerier af Kristin Austreid. Samtlige malerier er detaljerede gengivelser af en slags ustabile rumlige konfigurationer sammensat af forskellige genstande og overflader, ikke ulig fjordårets udstilling Glassøyeklangen på Landsforeningen Norske Malere. Selv om Austeids malerier efterstræber fotorealisme, er ekstrem zoom og skævt fokus med til at tippe det hele mod det abstrakte. Paletten har afstikkere til grønne skovbundfarver og en dyster sort, men det er en metallisk My Little Pony-rosa som dominerer og får det hele til at glitre som et giftigt olieudslip i Norskehavet.
«Jeg holder et underligt redskap i hånden», starter en ledsagende tekst af forfatteren Ingvild Burkey. Teksten udvikler sig til en undrende metaforkritik; redskabet skal forblive underligt og undslipper således at blive oversat til noget begribeligt og integreret i den kendte verden. Burkeys tankerækker kan midlertid virke lidt som en flugtvej bort fra mere forenklende indgange til udstillingen. Det er nemlig ikke så meget redskabet som de overflader redskabet har ageret på, som dominerer.
På flere malerier ser man igennem forskellige lag, nogle med præfabrikerede mønstre (syninger, folder), andre med spor efter menneskelige udsondringer. De kropslige associationer findes allerede hos Burkey: «Jeg kunne slå et menneske i hjel med det [redskabet], jeg kunne også kjærtegne noen, om noen kom forbi som lot seg kjærtegne.» Udtrykket er nok så subtilt, men det underlige redskab har ageret på disse plettede madrasser og skamferede overflader, og man fyldes af bekymring over ikke at vide, hvad som er sket. Der dvæles ved ridser i plastik eller glas som om de var mærker efter kløer, og på skader som ligner sår, skudhuller, mugudvikling, kriblende insektkolonier. Malerierne tvinger tilskueren ind i snørklede funderinger over, hvilket af de forskellige lag skaderne faktisk befinder sig på.
Det er malerier som er fængende, men de kræver også din tid. Jeg kommer til at tænke på Salvador Dalis amorfe kviksølv-pytter eller Hans Bellmers bondage-agtige, tildækkede og indsnørede figurer. Den mest forunderlige kvalitet ved Austreids malerier er, at de gerningsstedsagtige, skummelt-sensuelle understrømme ikke kommer i vejen for en nærmest glamourøs dekorativitet. Lige før migræneanfaldet infinder sig, forvandler udstillingen sig til en barbiedukkeudgave af CSI: Who killed Ken?
