Fanget i plastikarmaturet under et blikkende lysstofrør, skvulpende i gennemsigtig fluidum, ligger en samling døde frøer. Når røret gennemlyser væsken, tegner de afsjælede legemer konturer på lampens underside. I glimt ser man armaturet bule ud under kroppene, frøerne er halvejs smeltet gennem lampen. Men frøerne er kunstige, tidligere rekvisitter fra Hollywood. Biologi, plastik og repræsentation i en ildevarslende, sært boblende hybrid.
Sådan åbner Dora Budor udstillingen Le rêve des formes – Arts, Science etc. I anledning af sit 20 års jubilæum, har den nordfranske kunstskole Le Fresnoy, der excellerer i multimedie-kunst med forkærlighed for levende billeder, fået råderet over hallerne på Palais de Tokyo. Budors neonflimrende plastikfrø er åbningsbilledet på en udstilling, som tematiserer forbindelserne mellem organiske strukturer, teknologisk virkekraft og materiens gærende uforudsigelighed. Det hele bindes sammen af det altoverskyggende konceptuelle omdrejningspunkt: Formerne og deres liv. Det er der kommet en tankepirrende, men heftigt overkurateret udstillingen ud af, som reducerer det meste til morfologi. Resultatet er et diffust formbegreb. Mere herom snart.
Leder af Le Fresnoy, Alain Fleischer, og kurator på Palais de Tokyo, Claire Moulène, har sammensat en udstilling med bidrag fra mere end 30 forskellige kunstnere og videnskabsfolk – heraf en håndfuld tidligere elever fra Le Fresnoy. Symmetrisk struktureret i to lige store dele, er udstillingens første del iscenesat under titlen «Vivarium». Her undersøges og moduleres det organisk levende og dets varierede formdannelser. I den anden del, «Laboratorium», eksperimenteres der med tallene, algoritmerne og matematikken som ligeledes morfologiske kompositioner.
I det myldrende «Vivarium» optræder blandt andet små sælsomme vitriner med kunstige blomster af Anicka Yi (desværre ikke helt så stimulerende som hendes aktuelle myre-fabrik på Guggenheim, New York), Mimosa Echards intime tidskapsler (bokse fyldt med perlekæder, blade, medicin-emballage, etc.) og Adrien Missika store glasvinduer med plantemotiver, som ligner enorme sider fra en lærebog i botanik. For blot at nævne nogen af de mere iøjnefaldende. I det afdæmpede «Laboratorium» ses blandt andet: Sylvie Chartrands dybhavsblå, tredobbelte videoprojektion af en slags mikrobe, der kravler over en geometrisk figur (en rumlig udfoldning af mikroskopien), Jean-Luc Moulènes computergenererede menneskekroppe (som et digitalt ekko af Hans Bellmers dukker), og Ryoichi Kurokawas meget påvirkningsivrige videoinstallation af numerisk fremkomne figurer, som splintres til lyden af murrende droner.
Ifølge udstillingskonceptet er forbindelsen klar: Det afgørende mellemværende for alle bidragene er form. Samtlige værker er formstudier. Men den stramme indramning kvæler desværre kunstværkerne, giver dem ikke nok luft. Det bliver svært at se værkerne som andet end netop det: Formel slik for øjet. Udstillingens titel er sigende. Det er drømmen om formerne, en abstrakt idé hvori de enkelte værker fordamper.
Udstillingens videnskabeligt anlagte æstetik, hvor natur, teknologi og liv flyder ud, ind og igennem hinanden, vil måske lyde velkendt for flere. Samtidskunsten og –teoriens efterhånden årelange optagethed af forskellige typer af posthuman og ny-materialistisk praksis er næsten blevet sin egen genre, og de teoretiske referencepunkter i værktekster og katalog er da heller ikke chokerende (Manuel DeLanda, Lynn Margulis, Donna Haraway).
Det er et særtræk ved den ny-materielle vending, at den forsøger at decentrere mennesket og de klassiske repræsentationsformer. Det bliver mindre vigtigt at afkode og aflæse værker, snarere skal de frigive deres materielle affekt, og det ny-materielle står altså i modsætning til sprog, betydningsdannelse og narrativ (den menneskelige rationalitets hofdiscipliner). Således også i Le rêve des formes, hvor Alain Fleischer i kataloget beskriver udstillingens sigte som et forsøg på at bevæge sig fra det narrative mod det formskabende. For Fleischer og Moulène er formen nemlig ikke noget, der lægges ned over materien. Form er ikke, hvad der står tilbage, efter en menneskelig hånd har skulptureret lerklumpen. Kuratorduoen understreger i stedet alle de former, som vokser organisk ud af materien selv. Hvordan leret i ovnen selv begynder at boble, virke og skabe egne, uforudsete strukturer.
Det er disse selvgenererende, evigt overrumplende former, som interesserer Fleischer og Moulène, og som de næsten behandler som livets inderste princip. Fra det mikroskopiske til det planetariske, materien skaber konstant former. Materiale og form er derfor det samme! De er blot to punkter i den samme energiske bevægelse. Men kan man virkeligt på én og samme tid afvikle idéen om form og besynge den? Der findes jo ikke nogen «form» i naturen, lige så lidt som der findes et «landskab» i horisonten?
Le rêve des formes er en overdådig og omfangsrig udstilling. Man fornemmer et håb om, at kunstens podning med den mærkeligt tillokkende frugt, som vi kalder videnskaben, vil frigive ukendte muligheder for at interagere i den politiske og økologiske samtid. Mange af værkerne selv leverer da også prægnante interaktioner i feltet mellem æstetik, økologi og videnskabelig tænkning.
Måske særligt vellykket er Hircham Berrada (kunstner), Sylvain Courrech du Pont (morfogenetiker) og Simon de Dreuilles’ (arkitekt) installation Infragilis (2017) – en enorm videoprojektion af hvad der ligner sirligt formede klitter. I det efterfølgende rum viser det sig, at filmen stammer fra et akvarium, hvori et sandlignende materiale langsomt formes af vandets modstand. Filmen udfolder sig i time-lapse og er fortløbende: Billeder fra akvariet bliver gradvist lagt til projektionen. Den sært dragende video og den medfølgende, enigmatiske forsøgstank er altså et stykke selvgenererende æstetik, der oplyser udvekslingerne mellem stof, simulation og entropi. Et svimlende billede på teknologiens desperate forsøg på formelt at begribe noget så basalt som kurvede sandbanker. Men mellem de frapperende enkeltværker står imidlertid stadig udstillingens konceptuelle sværmen for formens mangfoldige udtryk.
At det netop bliver formen, morfologien, der indtager en central plads i samtidens interdisciplinære forsøg virker naturligt. Form er et begreb, som direkte går på tværs af skellene mellem videnskab og kunst. Diagnosen virker intuitivt rigtig: Form har i dag antaget en absolut relevans. Men skridtet derfra? Kan det være tilfredsstillende at drømme om uendelige mønstre? Er det en slags ubekymret mandala-tænkning?
Den kritiske diskurs har brug for et nyt og stærkere formbegreb. Et opdateret formbegreb, der ikke møder verdens multiple, evigt ekspansive morfologier med stum beundring. En idé om form, der kritisk engagerer sig i formernes konsekvenser og politiske betydninger. En diskurs, der historiserer formerne – også naturens egne. I videnskabens historie optræder der en række dyr, som af fysiologiske årsager (transparent hud, evnen til at avle hurtigt) var foretrukne dyr til vivisektion, opsprætning og elektriske forsøg. Dén biologi kræver i dag en kritisk idé om morfologi. Kunsten og videnskaben må sammen hjælpe til at formulere en sådan formidé, der prægnant og adækvat kan takle nutidens behov. Måske er frøen et fint sted at starte.
