Der er mørkt i bunden af Kunsten i Aalborg. Et oplyst dirrende mørke som i en teatersal. Hernede breder Toyin Ojih Odutolas udstilling sig udover væggene og minder om en film eller en rumlig tegneserie.
Ojih Odutola (f. 1985) er en nigeriansk-amerikansk kunstner, der siden sin afgang fra California College of the Arts i 2012 stort set udelukkende har tegnet. Hendes praksis er nærmest utraditionelt forankret i maksimalt figurative billeder: blyant, pastel, blæk, kuglepen på papir, men til dette projekt har hun især tegnet med kridt og kul og gouache på store, sorte tavlelignende plader, så billederne ligner en slags sære negativer. Hendes medie er altså helt fladt, væghængt, nærmest fotorealistisk og ekstremt defineret, og alligevel er der noget hybridagtigt over udstillingen.
Modvægtens teorier er den slags totalinstallation, der nærmest fjerner bevidstheden om, at et rum kan rumme andet end netop disse billeder, objekter, fornemmelser. Det er lige her, tegningerne passer ind, sådan ser det ud. Imponerende nok, fordi udstillingen kommer fra Barbican Art Centre i London og skal videre til Hirshhorn Museum i Washington.
Toyin Ojih Odutola har skabt en hel verden: 37 billeder af et forhistorisk land og dets folk og hun har skrevet historien om begge dele som et akkompagnement til selve værkerne – i katalogform og som udstillingstekst. Det er en slags skabelsesberetning om en imaginær stamme og et arkæologisk og antropologisk studie af dens kultur. Fantasien har rødder i det virkelige, nigerianske landområde Jos Plateau, og landskaberne ser næsten velkendte ud i deres uvirkelighed, ligesom folket, der bebor dem, næsten ligner mennesker. Det står hurtigt klart, at Ojih Odutolas omfattende historieskrivning, hendes etablering af nye myter, er en splintring af det monolitagtige verdensbillede, som stadig dominerer tænkningen i vores del af verden.
Alligevel er den største tilfredsstillelse midt i det her svulmende univers at fjerne sig en anelse fra netop fortællingen. At fortabe sig så meget som muligt i materialer og teknik. Ojih Odutola er en virkelig dygtig tegner, virtuositeten lyser ud af billederne, som på en gang har hyperrealismens kitsch og noget vildt moderne over sig. Alle kridtøjnene der er så tomme og dybe og vågne på en ikke-menneskelig måde, de ekstremt tonede kroppe, som ser vildt levende ud samtidig med at de, jo længere tid man kigger, kommer til at ligne abstrakte dale. Armene og kæberne, så smukke at man må gispe lidt og længes efter at røre ved dem.
Det giver absolut mening at forfølge adskillige politiske spor i mødet med Ojih Odutolas værker: om verdenshistorier og hierarkier, om race og køn og klasse, men en påfaldende ting ved udstillingen er, at man i vid udstrækning også kan lade være med at gøre det. Der er ingen titler under værkerne, og alt det opklarende og uddybende stof, katalogerne og udstillingsteksten, dominerer ikke rummet. At kigge på Ojih Odutolas tegninger er altså en pendulering mellem at tage del i en nærmest filmagtigt helstøbt sammenhæng og at zoome helt ind på en huds overflade, øjenlåg, lårmuskler – måden det tegnedes formfuldendthed får mennesker og landskaber til at glide ind i hinanden.
Uanset om man zoomer ind eller ej er Modvægtens teori en speciel udstilling. Jeg kunne godt have undværet det lavmælt påtrængende Peter Adjaye-komponerede lydspor, og jeg spekulerer på, hvad det stramme narrativ gør ved sansningens friere vaklen. Men at træde ind i tegningerne og blive der lidt, føles særligt. Fornemmelsen af at modtage et stykke arbejde, der er langt større end selve billederne, men som også godt ved at blikket igen og igen må standse ved netop dem. Toyin Ojih Odutola blotlægger en alternativ virkelighed af absolut episke dimensioner, men på tværs af den store fortælling findes også mindre gåder, der tilhører formens mærkværdighed snarere end indholdets rigelighed.
