I 2017 blev JP/Politikens Hus’ billedbureau Polfoto solgt til Ritzaus Bureau og dernæst sammenlagt med Scanpix, Danmarks andet enorme arkiv af pressefotos. Men allerede i slutningen af 1990’erne, da man overgik til at bruge digitale fotos i nyhedsdækningen, stoppede man med at vedligeholde det gamle, analoge arkiv, der rummer hele det 20. århundredes danmarkshistorie set fra pressefotografernes synsvinkel.
Det er dette arkiv, Jakob Kolding har arbejdet med i soloudstillingen Cuts, der meget passende finder sted i Politikens Forhal, og man kan ikke forestille sig andet, end at det må have været en fest for en kunstner, hvis foretrukne medie er fotocollagen, at dykke ned i dette enorme materiale.
En serie af forstørrede figurer, klippet ud af pressefotos – eksempelvis en due, en bagbundet statue og en ung BZ’er med elefanthue – hænger i wires fra loftet og fylder det meste af rummet. En række store plakater på væggene blotlægger arkivets struktur med lange lister af relaterede søgeord med et enkelt pressefoto som baggrund. En søgning på ’USA: Politik: Forbrydelser’ bringer os eksempelvis til våbensalget til Iran og contraerne i Nicaragua i 1986, mens andre søgninger giver os en liste over politiske demonstrationer i årene 1970-1974. Og endelig finder vi en serie mindre, indrammede collageværker, der synes at være sammensat efter en helt anden logik end arkivets. Det er dramatiske fotocollager i adskillige billedlag, fyldt af skæve vinkler, bevægelse og afskårne rum, der dels arbejder med demonstrationer og politiske uroligheder, dels med kulturpersonligheder, forfattere og rockstjerne.
Der er et element af københavnernostalgi over udstillingen, der peger på Politikens Hus’ beliggenhed på Rådhuspladsen, hvor duerne agerer tavse vidner til alle de demonstrationer og politiske manifestationer, der har fundet vej ind i arkivet i årenes løb. De pressefotos, hvis funktion, det har været at fortælle historien fra dag til dag, bærer et tidstypisk udtryk, der i sig selv virker destabiliserende på ideen om billedet som neutralt sandhedsvidne. I stedet får man fornemmelsen af, at arkivet kunne klippes sammen så det fortalte et utal af historier, og det er naturligvis også Koldings pointe: At billedernes værdi kan forhandles og arkivet fortælle en helt anden historie om, hvordan magt og modmagt har udfoldet sig igennem tiden. Et mulighedsrum for billedkunsten til at forestille sig en anden samfundsudvikling, altså.
Når man ser Koldings helt enkle og elegante værker, undrer man sig over, at fotocollagen ikke for længst er blevet alle unge, politisk engagerede kunstneres yndlingsmedie. Her kan de oversete fortællinger, kunstnere, demonstranter og undertrykte stemmer, klippes ud af stilheden og danne nye billedverdener, der genforhandler det, vi tror, vi ved om vores historie.
