Grundgrammatik

Marie Lunds kølige, minimale udstilling snor sig gennem Galleri Nicolai Wallner med arkitektonisk selvfølgelighed.

Marie Lund, The Thirst (2019), Installation view, Galleri Nicolai Wallner, København. Foto: Anders Sune Berg.

Det er nærmest en begivenhed i sig selv, når der kommer nye kunstnere ind i landets måske mest indflydelsesrige galleri, Nicolai Wallner, der er kendt for at være umådelig forsigtig med at indgå nye samarbejder. I efteråret annoncerede galleriet, at man fremover vil repræsentere Marie Lund (samt The Estate of Poul Gernes), den kun tredje kvindelige kunstner i porteføljen, og nu snor Lunds første soloudstilling, The Thirst, i de højloftede lokaler i Københavns Nordvestkvarter.

Bare seks værker bebor de store rum med en arkitektonisk selvfølgelighed, som var de en fast del af det industrielle interiør. Kobberplader er under varmepåvirkning snoet omkring deres egen akse, så de fremstår som en slags ufuldstændige rørelementer; Beholdere, der ikke holder vand, men blotter deres inderside og favner luften, mens de diskuterer klassiske skulpturproblematikker omkring overflade og inderside, tyngde og lethed, støbning og bearbejdning.

De seks værker snor sig organisk igennem rummene, så man næsten kan forestille sig, at de kunne udbygges til et sammenhængende rørsystem, der kunne lede vand eller luft rundt i lokalet. Nogle hænger lavt på væggen, helt nede ved gulvet, andre bøjer omkring et hjørne, mens atter andre sidder så højt oppe, at man kun bemærker dem, fordi værkerne har en form for retning og peger på hinanden. Man følger det skjulte system rundt igennem de enkelte elementer, der derved aktiverer hele rummet på helt minimal vis. 

Kobberoverfladerne har tydelige spor af varmebearbejdningen og changerer glinsende i solstriberne fra ovenlysvinduerne. De er blankpolerede og spejler både rum og den krop,der står overfor dem, og som de størrelsesmæssigt mimer.

Hvor værkerne ved første øjekast lader sig aflæse som abstrakte, materialeundersøgende volumener i rummet, åbner de sig langsomt op som en række delelementer af den samme grundform. Nogle steder fremstår formen næsten fuldendt, andre steder blot halvt eller kvart, og hvert værk viser på den måde en ny side af denne grundform: En slags arkitektonisk grammatik, hvor hvert værk viser en ny bøjning af ordet eller en ny position, man som krop eller beholder kan placere sig i.

Udstillingstitlen, The Thirst, antyder et begær, tørsten, som jeg kun vanskeligt fremkalder af værkernes glatte spejl. Måske refererer det til formens hulhed og det tomme rør, hvor vandet kunne været løbet? Jeg oplever dog snarere Marie Lunds udstilling som en lavmælt og elegant undersøgelse af skulpturelle grundproblematikker, hvor de halvt organiske, halvt industrielle, beholdere afsøger en kølig spænding mellem repræsentation og materialitet.

Marie Lund, The Thirst (2019), Installation view, Galleri Nicolai Wallner, København. Foto: Anders Sune Berg.

Læserindlæg