Bullit time betegner en filmisk effekt, som fryser scenen til et still-billede, mens kameraet bevæger sig rundt i det stivnede rum, undersøgende, registrerende og ligesom begærligt efter at få alle detaljer med. Det føles som om livet er suget ud af scenen, syntetisk og statisk, mens blikket cirkulerer vurderende omkring dets motiv.
Teknikken anvender Freja Sofie Kirk, der tog afgang fra akademiet i København i 2024, i sin soloudstilling på kunsthallen O-Overgaden. I videoværket Leisure veksler tre scener mellem hinanden. En kvindelig rytter opfører et rodeotrick, der består i at lade sig glide ned af sadlen, mens hesten er i fuld galop og spille død. En gruppe rengøringsarbejdere er i færd med at rydde op på en forlystelsesskydebane. Og en flok amerikanske soldater poserer for sjov med koste i stedet for geværer midt i en fingeret kampscene. Vold som lystfuld underholdning, altså, men også et mere kompliceret spil mellem blikket, kameraet og motivet; mellem det skydende, det døde og det levende billede.
Det er selvfølgelig også et sprogligt spil. Kameraet skyder, soldaterne skyder (ikke), kvinden er (ikke) skudt. Det er bullit time i mere end én forstand, når den stivfrosne scene roterer for vores blik.
På galleri Lagune Ouest, der for nylig er flyttet til nye lokaler i Rådhusstræde i indre by, har Laura Guiseppi, hvis skulpturelle popart-lignende værker ofte kredser om kroppens funktioner, også gang i et sprogligt spil. Udstillingen Sticky tongue viser en serie væghængte aluminiumsværker i saftige frugtfarver, der changerer fra gul til mørk orange, og som er overfladebehandlet med tyk resin, der løber som saft ned af overfladerne. Det må være de tunger, titlen peger på, men det ligner også frugtskræller i et barokmaleri, hvor den spiralformede skræl fra en citron dingler fra et stilleben. ’Husk, at du skal dø’, siger den, midt i det sanselige orgie.
Det er også en ret sanselig oplevelse at være sammen med Guiseppis lækre værker. Man genkalder sig øjeblikkeligt fornemmelsen af klistret frugtsaft i mundhulen, og genkender straks hele scenens begærsikonografi. Memes af frugter, der penetreres af fingre og en Capri Sonne-reklame fra 90’erne, hvor dråberne glider liderligt ned af produktets emballage, dukker op hos mig, selv om presseteksten handler om, hvordan mangoen for Guiseppi er knyttet til en mere personlig familiehistorie og en barndomserindring.
Forbindelsen mellem stilleben og reklamefotografi er oplagt. Det minder både Guissepi og hos Freja Sofie Kirk os om – sidstnævnte særligt i fotografierne af kaffekopper og håndvåben, inspireret af skydebanernes promovering på SoMe. Billederne forener nydelse og vold, to slags adrenalin, på samme næsten lidt pornografiske måde, som Guiseppis frugter. Og selv om der ikke er meget memento mori over reklamebilledets løfter om umiddelbar tilfredsstillelse, tænker jeg, at det samtidig er noget af det hurtigst forgængelige, vores billedkultur kan byde på. Intet ser så forældet ud, som en Capri Sonne-reklame fra sidste århundrede.
På Nørrebrogalleriet Matteo Cantarella er sanseligheden til gengæld skåret ned til det absolut minimale. Den svenske Berlin-baserede kunstner Sanna Helena Berger arbejder med fundne moduler fra Ikea-møbler, så svensk som det næsten kan blive, og i en lille serie væghængte værker sammensætter hun plader fra reolsystemer i forskellige nuancer af hvidt og indrammer dem nødtørftigt bag akylglas. Det ligner et spil om, hvor lidt der skal til, for at blikket finder en detalje, en forskel, som det kan hæfte sig ved: Her er det nuancer af hvidt, fra perlemor og brækket hvid til kridhvidt og støvet gråhvidt.
I sin virkelig gode tekst på galleriets hjemmeside refererer Berger til forfatteren Clarice Lispector, en beslægtet mester i at skære fra. Hun peger på, at udstillingens minimalisme ikke så meget er et fravær af noget, som det er en tilstedeværelse af ingenting og kalder det en slags «anti-memento mori.» Det ligner en indramning, og selv om der intet er, så peger den gestus at indramme alligevel på noget. Lidt som galleriet i sig selv iøvrigt, et white space, der indrammer og udpeger en retning for blikket.
Berger har en sjov pointe, når hun skriver, at vores begær i dag måske er mindre rettet imod at ville besidde og mere imod at ville forsimple og skære fra. Tænk sundhedsdyrkelse, askese, cold punging og renhed. Som sådan kan man forstå billedet og gallerirummet som en begærsgenerator, der udpeger en retning, vi kan orientere vores lyst efter. Her i skikkelse af et fravær, vi selv kan fylde ud.
Paul Virilio skrev i War and Cinema fra 1986 om det militariserede blik, at det er kendetegnet ved et skifte fra det observerende til det målrettede, det, der søger et objekt at rette sin kugle imod. Hvis man, som hos Freja Sofie Kirk, forstår kameraet som et våben, så bliver billedet et kontrolinstrument, rummet et strategisk felt og motivet et mål. Måske for den dødbringende kugle, måske for et lige så dødbringende begær efter at eje og besidde – om det drejer sig om kroppe, objekter eller den visuelle fortælling.
