Sidste år havde Jacob Borges sin første større soloudstilling på en institution. Det foregik på Overgaden i København, som efterhånden har givet mange unge kunstnere mulighed for at tage næste skridt i deres kunstneriske karriere. For Borges førte det blandt andet til denne udstilling på Galerie Asbæk, som på mange måder også kan ses i forlængelse af udstillingen Der Stadtneurotiker på Overgaden, der iscenesatte kunstneren som en kikset antihelt. Hos Asbæk handler det om døden og universet! Det er typisk for Borges at slå så store brød op, at de bliver nærmest umulige at håndtere. Dermed bliver selve det at fejle til Borges’ centrale greb. At dyrke fejlen og det som ikke sidder lige i skabet er et greb, som han har tilfælles med generationsfæller som Torben Ribe og Gudrun Hasle. Sidstnævnte er, som Borges, også uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, og sammen startede de – og et par andre – det lille udstillingssted Koh-I-Noor i København, som siden 2004 har vist kunst med et fortrinsvis konceptuelt udgangspunkt.
Udstillingen The Wilhelm Scream (reference til et berygtet Hollywood-dødsskrig, bl.a. brugt i alle George Lucas’ film) er bygget op af genstande, der står spredt i lokalet; blandt andet et par brugte sorte herresko med et par træstokke stikkende op – så de nu er «træsko» og gør at vendingen «at stille træskoene» (altså «at dø») klinger i hovedet. Bag ved skoene hænger et sort-hvidt fotografi af et par hænder, der hænger i en jernstang. Er de ved at slippe grebet, tænker man uvægerligt? Alle værker refererer på den måde til døden, men ikke alle gør det lige subtilt. Den halvvisne plante, der har fået malet sine blade brune, er mest bare plat og kedelig slapstick. Langt bedre er værkerne med de helt enkle greb: når han fx blot ændrer et fotos ophængning fra vertikal til horisontal – så flyet nu styrtdykker. Disse små forskydninger indeholder langt mere potentiale og poesi end de sammenstykkede genstande, som ofte kræver en horde af referencer for at give mening i sammenhængen, som eksempelvis The Universe and Us and a Photograph of the Artist as a Young Man, Dressed as Jesus, som består af en bog med titlen Verdensrummet og vi i en glaskuppel oven på en papkasse. Selvom bogens titel både er fængende og morsom, så virker værket klodset og fortænkt.
Og så kommer vi frem til et det paradoks, der ligger i at arbejde bevidst med fejlen, det uperfekte eller det kiksede: man kan undersøge det, inkludere det, men kan stræbe efter det? Borges opstiller et bevidst prætentiøst emne og punkterer det med gamle sko og skøre historier (dem kan man læse i en fin lille medfølgende publikation). Det storladne indfanges af det som er småt, det hverdagslige og humoristisk paradoksale. Og i virkeligheden er det her, at Borges er stærkest: når han ikke bevidst fejler og fortænker (planten fx), men holder det mere enkelt og bare skubber lidt til et billede, så flyet ændrer kurs lige lukt mod døden.
Borges’ praksis kan på mange måder anskues som en diskret modreaktion til stjernegenerationen før ham, der lavede store, lækre og dyre udstillinger med interaktive værker. I denne udstilling er der skabt et benspænd fra start, idet selve emnet er uden for rækkevidde, så værkerne fejler per se. Problemet bliver, når det mislykkedes eller det klodsede element bliver for villet, for søgt, for tænkt – for så bliver det netop på bekostning af selve fejlens potentiale: at åbne op for det usikre og det endnu ukendte.
