9. desember

Hva var dine mest minneverdige kunstopplevelser i 2019? Forfatter og fast bidragsyter til Kunstkritikk, Susanne Christensen svarer.

Trygve Luktvasslimo, Shallow Water Blackout, 2019, stillbilde fra video.

Tangkongressen, Lofoten International Art Festival (LIAF)

En biennale i Lofotens spektakulære landskaber kalder på en stedsspecifik tankegang. Kuratorteamet bag LIAF 2019 præsenterede kunstnere, som på hver deres måde undersøger, hvordan kunst og landskab kan indgå i en givende, snarere end en destruktiv relation. På tangkongressen var der mangfoldige muligheder for at se, smage og interagere med tang. Et højdepunkt var den live-overførte performanceforelæsning So Tired, the Sea med den australske forsker Astrida Neimanis. Dele af den faste udstilling kaldte på mig flere gange, især Trygve Luktvasslimos film Shallow Water Blackout, som i et underliggørende deadpan-teatralsk sprog fortæller om den truende klimakrise. Punchline sagt af en ung rebel med blåt hår: «I feel Greta!»

Mette Edvardsen, Time has fallen asleep in the afternoon sunshine – et bibliotek av levende bøker, 2019. Foto: Niklas Hart, Hartwork / Oslobiennalen.

Mette Edvardsen, Time has fallen asleep in the afternoon sunshine – A library of living books, Oslobiennalen.

I fremtidssamfundet, beskrevet i Ray Bradburys roman Fahrenheit 451 (1953), er bøger blevet forbudt. En undergrundskultur opstår imidlertid, hvor grupper af mennesker lærer sig bøger udenad. Koreograf og danser Mette Edvardsens værk genskaber denne situation, og det er muligt at bestille en tid, hvor læsning af en levende bog kan foregå. Selv kom jeg forbi Oslo en dag og kunne vælge mellem De sataniske vers (1988) af Salman Rushdie, eller et upubliceret værk ved navn Dagbok af Margit Slaatto memoreret af hendes søn Martin. Jeg valgte sidstnævnte og det blev en både morsom og rørende læseoplevelse.

Matias Faldbakken, Vi er fem. Roman, Forlaget Oktober.

Romanen bearbejder klassiske motiver om Dr. Frankensteins overmod, når han skaber sit monster i Mary Shelleys roman fra 1818, men Faldbakkens golem er også en soft robot. Kan en robot opnå identitet og blive del af familien og samfundet? Lerklumpen antropomorficeres og latterliggøres i landsbysamfundet, hverken robot eller hund kan blive rigtige borgere og opnå autonomi, men lerklumpens skaber træffer et afgørende valg til slut; han ofrer noget kært til denne amorfe, uintegrérbare størrelse, som slår sig løs fra sin tjenende position og begynder at klatre i hierarkierne.

Susanne Christensen er forfatter og skriver fast for Kunstkritikk. Hennes sidste bog, Leonoras reise, handler om surrealisten Leonora Carrington og udkom på Forlaget Oktober denne høst. Fra 2020 er Christensen ny redaktør for Norsk kunstårbok.

Læserindlæg