Hvad er forskellen på gentagelse og loop? Det reflekterer jeg over, mens jeg læser kurator Nanna Balslev Strøjers introtekst til Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus, som netop bærer titlen Loops. Ifølge Balslev er et loop ikke nødvendigvis en statisk gentagelse, men snarere en registrering af noget, der peger tilbage og frem i tiden med de ritualer, historier og udtryksformer, som måtte følge med – og alligevel uden at forblive det samme. Det er gentagelsens form, men altid set gennem nye, friske øjne.
For årets syv dimittender kommer loopet til udtryk gennem det socialpolitiske, aktivistiske og kulturhistoriske, såvel som de indre refleksioner. Udstillingen breder sig over tre rum i stueetagen på Kunsthal Aarhus, hvor værkerne får god plads til at udfolde sig.
I kunsthallens oktogonale rotunde finder man Mikkel Holm Torps smukke installation, Dykkerklokke. De otte forskelligartede sandsten, der er spredt ud over gulvet, er ifølge kataloget, reddet fra en bygningsrestaurering af Vor Frelsers Kirke i København. Lange sorte ledninger forbinder flere af sandstenene til en kompressor, der to gange om dagen presser luft ud og får dem til at afgive lyd som orgelpiber. Jeg fortaber mig især i de små, finurlige figurer, som er udskåret med en sanselig præcision ind i stenen. En søstjerne med en fingernegl og en eremitkrebs, der er kravlet ind i en næse. Det er næsten som om, kunstneren har kærtegnet materialet med få, følsomme afmærkninger.
Udstillingens anden store skulpturelle værk finder man i Kristina Fernos’ lidt gådefulde stick to your timeline. Her svæver fem store sortmalede gynger let over gulvet, forbundet med utallige sorte reb, der hænger fra kunsthallens loft, filtret ind i hinanden. Det er både kantet og blødt, dramatisk og stillestående. Det minder mig om minimalismens sære og indadvendte udtryk, og der er noget ophøjet og rent over de massive gynger. Som om de eksisterer uden for tid og sted.
Hos Sally Messel-Dalgaard er det helt lokale i fokus. I værket Logistique x Aarhus Havn, der består af en container, et videoværk og en rapport, undersøger kunstneren – aka det aktivistiske konsulentbureau Logistique – den omdiskuterede udvidelse af Aarhus Industrihavn. Det er især videoværket, en slags dokumentarfilm, som jeg bliver helt opslugt af. Messel-Dalgaard kontakter flere af kommunens aktører med forslag til, hvordan havneudvidelsens logistik kan løses, uden de omfattende miljømæssige konsekvenser sådan en udvidelse måtte have. Aktørerne svarer med skepsis og undren, for hvem er denne Logistique-person? Messel-Dalgaard formår at holde tonen helt formel, mens hun på diskret og kritisk vis forstyrrer projektet.
I udstillingens første rum finder jeg en lille, indtørret knoldselleri. Den ser næsten levende ud; som om den står oprejst med hjælp fra dens rødder. Jeg går videre og opdager flere af disse nuttede skabninger, der har spredt sig lidt sporadisk i mellemgangen, udenfor kunsthallen og inde i udstillingens andet rum. Flere elementer er forsigtigt arbejdet ind i de hårde knolde: Guldsmedevinger, torne, ostepops, labre larver, og Palmolive-sæbe. Værket Sere er lavet af Laura Hjort Jensen, og man fornemmer kunstnerens nysgerrighed omkring, hvordan alt i vores verden er filtret sammen i et uforståeligt, desorganiseret netværk. Det er smukt, morbidt, sjovt, og helt levende.
Som den eneste har Tobias Just kastet sig over maleriet. I det mangetydige, to-delte værk, Nervous Crouch, er en plastik ulv placeret ovenpå robotplæneklipper. Henover to lærreder er ulvens bidske ansigt og vilde øjne malet med præcision. Justs malede udgave er noget pænere end forelægget, som roterer rundt på hovedbibliotekets tag i Aarhus for at jage skidende og skrigende måger væk. Ved siden af malerierne hænger otte A4 ark, der i tekst og skitser fortæller om ulvens position i historien, ledsaget af billeder af fortidens flâneurs, der besøger Aarhus’ genkendelige spots; Cross Cafe og åen. Gentrificering, turisme og storbyers bizarre metoder til at holde visse dyrearter væk behandles gennem et syret blik.
Det underfundige finder man også i Gustav Hooge Poulsens skulpturserie, My Fingers for Measures & My Pockets for Resting. Der er noget punket og kitschet over de tre bemalede, keramik-agtige lemonadestande. På toppen af standene er der placeret tre malerier, udlånt fra J.F. Willumsens private samling. Det er værker, man har set før i andre sammenhænge, og derfor ænser jeg ikke helt, hvilke malerier der er tale om. De genopstår fra de døde, blot ved at blive placeret på standenes glinsende top, og taler ind i et væv af kunsthistoriske referencer og normativ æstetik.
I Frederik Heidemanns fine og ikke-lineære lydinstallation, Deepnote, finder jeg grønne rasleæg i flere fuglereder, monteret på udstillingens vægge. På gulvet er der placeret fire rektangulære, droneagtige objekter med valnødder monteret på vingerne. Langsomt starter dronerne op, valnødderne drejer og en lidt kejtet blokfløjtelyd kommer ud af højttalerne, for så at stoppe brat igen. Det går op for mig, hvor meget jeg holder af kunstværker som dette, der lige dele er uordentlige, eksperimentelle og humoristiske.
Blandt de syv dimittender er der en tvetydig drift mod det genkendelige. I en vrangvendt virkelighed gentages, citeres og demonteres påtrængende emner og spyttes ud i et mærkeligt plastisk sprog. Det kan være svært at gennemskue de mange referencer, men her skal man måske bare lade fantasien råde og tanken fare ud i et endeløst loop.
