I 1977 giftede Bianca Pucciarelli Menna sig med Tomaso Binga. En kvinde giftede sig med sit eget mandlige alter ego og ægteskabet var performanceværket Oggi Spose: et absolut alvorligt men komedielignende ritual for kunstnerens overgang fra feminint fødenavn til maskulint pseudonym. Siden denne junibryllupsdag har hun udelukkende arbejdet og udstillet som Tomaso Binga – og selvfølgelig først fået nogle snerter af (international) bevågenhed indenfor de sidste 10 år. Udstillingen Poesia Muta på Vesterbro-galleriet Brigade i København er Bingas første solo i Skandinavien, og hun er 90 år gammel, så det er jo et syrligt regnestykke i sig selv.
At dømme efter listen af repræsenterede kunstnere – fx Andrea Villalón, Petra Cortright og Garrett Pruter – er Brigade et galleri med en international profil og på trods af skamløs concept store-stemning i galleriets underetage (hvor blandt andet cortado og t-shirts og editioner og croissanter kan købes), lader det til at være et udstillingssted med potentialer og ambitioner i andre retninger end rent kommercielle. Et partnerskab med de lokale kunstnere Eliyah Mesayer og Galvin Harrison er også en del af pakken.
Der er noget formelt undervældende over Poesia Muta, en anonymitet i selve billedformerne som de små og firkantede stykker collage og foto og skrift, de fortrinsvis er. To mere massive relieffer i flamingo knækker todimensionaliteten i alle papirarbejderne en anelse, men samtlige værker tilhører væggene og nogle andre slags blikke, end dem der i et galleri ønsker sig en butik, hvor en mere aflæseligt glitrende kostbarhed er til salg.
Som en oplagt invitation ind i projektet ’Tomaso Binga’ markerer to guldindrammede bryllupsportrætter udstillingens begyndelse – Bianca Menna klædt ud som Binga-gom på det ene, og Bianca Menna som brud ved sit eget virkelige bryllup med kunstkritiker Filiberto Menna i 1959. Herefter følger fire tørt konceptuelle værkserier, der på hver sin systemmættede måde anvender bogstaver og sætninger og kvindekroppe i opgøret med den tavshed, netop de kroppe stort set altid er blevet påtvunget.
Skriften og kroppen er i det hele taget Tomaso Bingas foretrukne sprog. Med skriften og kroppen har hun siden 1960’erne forsøgt at bekæmpe et patriarkat, hvis omfang den slags højtuddannede middelklassefeminister, der befolker en ressourcestærkt velmenende københavnerkunstscene i 2021, næppe kan gøre sig begreb om. Og måske af den kan grund kan Bingas anti-gestusser se næsten uraffinerede ud ved første øjekast.
En nøgen kvinde, Tomaso Binga selv, formet som bogstaverne i det latinske alfabet, der historisk set kun har været mændenes. Collager med forskellige taksigelser til alle landene i EU, den maskulint dominerede magtklub. En mængde tilbagelænet poetiske breve til ’my dear friend’, underskrevet Binga – den intime brevform op mod alle de håndskrevne signaturer, inkarneringen af mandekunstens egobegær.
Heldigvis er det slet ikke denne 2021-feminists opgave at gøre sig til dommer over de udtryk en italiensk søster anvendte i sine fuldkommen virkelige kampe mod et hyperpatriarkalsk system af 1:1 undertrykkelse og anonymitet og diverse former for vold. Muligheden for subtil magtkritik er på mange måder sit eget trygge velfærdsstatsprivilegie.
Og værkernes tydelige sprog, det faktum at skrift jo som regel er bogstavelighedens optimale medie, baner også vejen for, at den henvendelse Tomaso Bingas arbejde er, kan modtages mere eller mindre entydigt. En kvinde bygger sit eget alfabet, vikler det rundt om husholdningen og ud af husholdningen ind i Europa, ind i kontinentets mange politiske sprog, og så skriver hun breve.
Brevet er selvfølgelig ikke specifikt kvindens, men fra det mikroskopiske hjem, der har været hendes vilkår indtil alt for nyligt – og alt for mange steder stadig er det – kan man vel godt opfatte breve som primære henvendelseskanaler til nogle andre mennesker i verden end den omsorgsberettigede familie.
Bingas 52 breve, et fra hver søndag i et år, er udstillingens smukkeste element, først og fremmest som værk og form, men også som galleribeslutning. At hænge skrift op på væggen og gøre den til en anden slags værker end tekst er selvfølgelig ikke radikalt i sig selv. Men at hænge skrift, der så overlagt spænder sproget ud i et ’feminint’ spektrum mellem domesticeret minimaldramatik og eksistentiel skønhed, op på væggen i et kommercielt rum, føles alligevel som en lidt usædvanlig generøsitet.
Brevene er små og milde og, de emmer af søndages vekselvirkninger mellem sørgmodighed og ro og optimisme. Flere af dem kredser om at tage af sted, sejle væk, løfte sig ud af den ensomhed og kedsomhed, som samfundene dømmer alverdens husmødrene til at æde, mens også konkrete tilværelsesbestanddele som elektrisk lys og feber og menneskelige relationer hele tiden mødes med en åbenhed eller ligefrem kærlighed i de korte sætninger. Sproget er sansning, mere end det er fakta.
Søndag, domenica, er den eneste ugedag, hvis italienske ord er femininum, maskulin dominans gennemsyrer hele sprogets ordforråd med alle dets default-o’er frem for a’er. Af den grund alene giver det mening, at en kvindes eksplicitte sprog vises frem og kigges på, især fire årtier efter hun første gang formulerede det. Der er nok ikke noget sted kønnet findes mere end i kroppen og i sproget, og så meget desto vigtigere at andre kroppe, andre sprog kommer til orde.
