En blå og frostsprød søndag gennem skoven med et sødt menneske er altid allerede smuk, og sjældent behøver et landskab kunstværker for at skønhed kan kulminere – men i mindelunden ved Jægerspris Slot er de to ting flettet sammen og lader på ubestemmelige måder hinanden blive flottere. Kunsten gør sig virkelig ikke til her, måske af den grund vågner blikket lidt mere. Udover fjern sol gennem stammerne, udover eftermiddagens afslutning, der for første gang i månedsvis minder om et forårs skumring, kan man også kigge på skulpturer, hvis man kan finde dem.
Jorden omkring Jægerspris Slot er mættet af minder, utallige oldtidsfund er blevet gjort på egnen i århundredernes løb, og en reaktionær patriotisme i tiden efter Struense ønskede sig helte og nationalhistorie at dyrke. Drevet af monarkiernes vel evigt brændende monumentlængsel kommissionerede Kronprins Frederik derfor i 1770’erne billedhugger Johannes Wiedewelt (1731-1802) til at smykke slottets omgivende skove med erindring om nationens stoltheder.
Danske og norske ikoner skulle hyldes, og mellem 1777 og 1789 udformede Wiedewelt adskillige mindestøtter til ære for alle fra Saxo og Absalon til Tycho Brahe, Ludvig Holberg og Tordenskjold. Nærmest alt ved dette minderi er mystisk, et umiddelbart bizart møde mellem gravhøje, oldtidslevn, oplysningsforskrækket fædrelandskærlighed og relativt dekadente besyngelser af rigets tapre sønner. Og så gemmer det hele sig lidt.
Mindelunden ligner overhovedet ikke en skulpturpark. Ingen selvbevidst visuel identitet eller formidling gør opmærksom på, at her findes kunsten lige oveni naturen med al den spektakulære patos, som outdoor-udstillingsgenren som regel lover. Intet sted lader ved første øjekast til at rumme det landskabsinstallatoriske blockbusterpotentiale, som mange sikkert kender fra eksempelvis Louisiana, Tegnermuseet i Dronningmølle, Skovsnogen ved Herning eller Wanås Skulpturpark i det nordøstlige Skåne.
Skoven er hvad den giver sig ud for at være, et stykke ret inddæmmet, men også vildtvoksende og overraskende hurtigt retningsløst stykke land, der vokser og fugter og visner frit. Så kan man vandre rundt derinde med sine skulpturforventninger, men egentlig blive hurtigt blød i ansigtet over et sammensunket knudetræ eller konturmættet rimfrostperfektion eller den altid vinterglemte lyd af fuglene, ekstra glasagtig fordi solen og kulden og ingen andre mennesker er her.
Ved siden af alt dette, på en måde som føles meget bogstavelig, dukker kunsten efterhånden op og bliver noget, der griber mere og mere fat i øjnene, jo flere sten man får øje på. Wiedewelts robuste steler kan ligne overdimensionerede gravsten, små obelisker, søjler, mindetavler, de er undervældende, nærmer sig nogle steder usynligheden. Det er uforståeligt på grænsen til magisk, hvordan skulpturerne hele tiden tager sig ud som netop den bark, de står ved siden af, at stenenes overflader igen og igen synes synkrone med lige det stykke skov, de læner sig op ad. Måske er det netop den camouflerede kunstighed, der gør skulpturerne og jagten efter dem så stilfærdigt sexet – den virker ærlig snarere end krukket. Som om kunstens obligatoriske behov for at vise sig frem faktisk ikke rigtig er til stede, men uden at dette tilbagetrukne har spor af selvoptaget land art i sig.
Utvivlsomt er mindestenene – ikke mindst i kraft af den utvetydige hædersfunktion – ment til at blive set og påskønnet i al deres kantede pompøsitet. Og lige så utvivlsomt har Johannes Wiedewelt været så specifik og nøjagtig i arbejdet med stenenes placering, at de nogle steder nærmest glider ind i landskabet og skjuler sig bag det. Mere end 200 års levende skov har naturligvis også lagt sig om dem på måder, der gør den mørkt smuldrende skønhed til nuets. Det er ikke til at vide, hvordan omgivelserne præcis har taget sig ud på tærsklen til det 19. århundrede.
Alligevel fornemmer man, at det kunstige og kostbare hele tiden gerne har villet viske sig selv lidt ud, måske endda pege på træerne, der bare står og ånder for os uden at afkræve særligt opmærksomme blikke på, hvor smukke hver eneste dags tusmørke gør dem. Hugget sten, al denne marmor og dens forarbejdning, er vel det modsatte af skov. Stenene virker cyklusløse, men landet gror og forsvinder omkring dem, arbejder sig ind i det døde materiale og indskrænker afstanden mellem forfald og kunstens drømme om evighed. Skulpturerne er ikke skoven, men de findes i den, så begge dele giver noget til hinanden, uden at stenene er her mere end træerne eller omvendt. Jeg mindes ikke tidligere at have haft den følelse i sammenhænge, hvor kunst og natur vil hinanden noget.
Der er 54 skulpturer i skoven, vi fandt slet ikke dem alle og nogle er bestemt mere forglemmelige end andre, men detaljer og sammenhænge er alligevel hele tiden iøjnefaldende. Et vildt eventyrligt overflødighedshorn, bugnende og dryppende er det hugget som en lille udposning af et relief på en af stenene, og bliver et sært jag af barok blandt alle de glatte linjer og flader. En ensom søjle, der ikke helt er en søjle, emmer af det tempel og den skala, der ikke er her. Pludselig en tung figur af træ, den er så ældet og ædt af våde årstider og samtidig så moderne i sin intuitive asymmetri, at dens 1700-talsophav virker utænkeligt. To øjencirkler i en fugtig tavle, stirrende som en loge eller en hemmelighed ud gennem den aften, der samler sig bag dem. Det sorte omrids af noget helt andet end grene, endnu tydeligere ligner det arkitektur og ornament mod den isdækkede fjord og en pludselig helt stor adgang til himlen.
Mens vi leder, ændrer lyset sig selvfølgelig. Fra højt og hvidt til et orange der blinker lige ind i ansigtet mellem stammerne, til sidst mørkegråt og solløst. Det er solen, der gør dagens ydre ekstra flot, den farver skulpturerne på skift, laver de skygger, der understreger stenenes dygtige huggethed: sådan en følsom romantik som hænder har lavet og som er anderledes end skovens egen. I solnedgangen troede jeg på en ny årstid, fordi lyset et sekund lignede sommer og jeg troede på en anden slags ånd i menneskekunsten end i landskabet, da et løvfarvet stykke marmor pludselig stod ved siden af alléen og lignede et spøgelse. Intet kunne jo være lige så smukt som vinteren denne dag, men skulpturerne kæmpede ikke med den lyserøde aften om skønheden, det føltes generøst og sjældent.